Den ultimative rejse i Tanzania

7 dages safari, 8 dages bestigning af Kilimanjaro og 5 dage på Zanzibars bedste resort

I dette rejseforslag får I alt det bedste Afrika kan tilbyde: Verdens bedste safari, Afrikas højeste bjerg, og de lækreste strande. Det er en kæmpe oplevelse at være på safari, og Tanzania er i særklasse når det kommer til antallet af dyr, og naturens skønhed. Samtidig kan safari i Tanzanias højland, være en god forberedelse til turen på Kilimanjaro, så I undgår højdesyge. Og så er det bare rigtig rart, at kunne tage direkte ud til de lækre strande ved Zanzibar, og slappe af efter en hånd trekking-tur.

Jeres safari er et privat arrangement, så der er ikke andre gæster med. Det betyder at I får det største udbytte af natur og dyr, da guiden hele tiden kan tilpasse ruten til dyrenes bevægelse og til jeres ønsker. Det er jer, der sætter tempoet og I bestemmer selv, hvornår I vil tage ud på safari og hvornår I vil tilbage på lodgen og slappe af. Det samme gælder under bestigningen af Kilimanjaro. Denne frihed sikrer, at I får det optimale ud af rejsen.

Vi er eksperter i rejser til Tanzania og har et enormt kendskab til nationalparkerne. I udarbejdelsen af jeres program vil vi tage højde for årstiden, dyrenes placering, bedst mulige rute, økonomien og meget mere, så vi er sikre på at I får de bedst mulige oplevelser med hjem. Vi skræddersyer alle rejser individuelt, så vi kan lave programmet helt som I vil have det. Har I ønsker til ændringer eller tilføjelser siger I bare til.

Video - Safari

I Tanzania oplever du en unik og storslået natur og kommer helt tæt på Afrikas dyr

Rejsens indhold

✓ Fly: Danmark - Kilimanjaro - Zanzibar - Danmark

✓ Egen safari-bil med privat guide

✓ 3 dage med safari i Tarangire Nationalpark

✓ 3 dage med safari i Serengeti Nationalpark

✓ 1 dag med safari i Ngorongoro krateret

✓ 10 nætter på hotel & lodge med høj komfort og den bedste beliggenhed

✓ Alle måltider under safarien, samt vand

✓ 8 dages bestigning af Kilimanjaro ad Lemosho ruten

✓ 7 nætter i godt telt på Kilimanjaro

✓ Alle måltider og drikkevarer på Kilimanjaro, tilberedt af privat kok

✓ 5 nætter i stor villa på Zanzibars bedste hotel, inkl. morgenmad og aftensmad

✓ 1 nat på hotel i den charmerende gamle bydel Stone Town

Dag 1 - Arusha

Der er rutefly flere gange dagligt, både fra København, Billund, Aalborg og Hamborg. Vi laver en søgning på de datoer I ønsker at rejse på, hvor vi ser på alle muligheder, så vi er sikre på at finde den bedste rute til prisen, til jer. I ankommer til Kilimanjaro Lufthavn, hvor I modtages af vores chauffør, som står klar med et skilt med jeres navn på. Han kører jer til lodgen. En tur på en lille time.

Planet Lodge er en hyggelig oase i udkanten af Arusha. Den består af 14 runde hytter, inspireret af masaiernes bomaer. Hver hytte er inddelt i 2 soveværelser. Det er fine værelser med gode senge, bruser og toilet samt terrasse med udsigt til den fredelige have. Det er en smuk tropisk have fyldt med farvestrålende fugle, bananpalmer, papayatræer og granatæbletræer. I haven er en stor swimmingpool, hvorfra man har en fantastisk udsigt til bjerget Mount Meru i baggrunden. Planet Lodge er ejet af vores samarbejdspartner i Tanzania, så vi kan lave en rigtig god pris. Hvis I gerne vil bo endnu bedre denne nat, anbefaler vi at man opgraderer til Rivertrees Country Inn. Det er absolut et af de bedste og mest charmerende hoteller i området.

Fra Arusha kan vi arrangere forskellige ture, hvor I får et indblik i kulturen og livet i Tanzania. F.eks. med en rundvisning i en lille landsby, hvor I besøger den lokale skole og oplever hvordan de bor og lever.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 2 - Safari i Tarangire

I starter jeres safaritur kl. 09.00 fra Arusha. Hvis I gerne vil starte tidligere, eller måske sove lidt længere den første dag, kan I aftale det med chaufføren dagen før. I hentes af jeres guide og kører mod Tarangire. Det er en interessant tur gennem byen og forbi travle markeder, hvor der handles med alt fra frisk frugt til levende dyr. Ude af byen kører I gennem kaffeplantager og et smukt landskab, hvor de ikoniske masaier vogter deres kvæg.

I Arushas hektiske bymidte får I indblik i hverdagslivet i Tanzania. Her er fine forretningsfolk på vej til kontoret, men også folk der virkelig kæmper for at tjene til dagen og vejen. Og selvfølgelig mamas i farvestrålende klæder, der balancerer med kurve på hovedet, fyldt med banan, avocado og andet der kan sælges på markedet.

Efter ca. 2 timers kørsel er I ved indgangen til Tarangire nationalpark hvor jeres safari starter. Allerede på denne første dag, har I fin tid til en god safari. I har madpakker med, som I kan spise et sted i naturen. Om eftermiddagen kører I til lodgen, som ligger inde i parken. Så er det tid til at slappe af ved poolen, eller få en kold drink, imens I nyder udsigt over Tarangire.

Tarangire Safari Lodge ligger højt på en bakketop, med imponerende udsigt over hele nationalparken. Nedenfor flyder Tarangire floden, der er permanent, så der er altid masser af dyr i området. I har derfor en alle tiders udkigspost fra jeres egen terrasse, eller den fælles bar.

Lodgen består af en række charmerende luksustelte. Teltene er forsynet med massivt gulv, gode store senge samt eget toilet og bad med koldt og varmt vand. Der er også swimmingpool på lodgen, så I kan tage et forfriskende dyp, hvis det bliver for varm midt på dagen.

Det er en kæmpe oplevelse at sove i luksustelte.  Det er meget mere komfortabelt end klassiske telte, men man har stadig den samme fornemmelse af den vilde natur, da man også her kan høre dyrenes lyde om natten.

Tanzania har en meget varierende natur, og ikke to nationalparker er ens. Også Tarangire har sine særlige kendetegn og attraktioner. Her overvældes man af de gigantiske baobabtræer, kæmpe elefantflokke og mere end 550 forskellige fuglearter i alle regnbuens farver.

Tarangire er også vært for nogle af de mere sjældne dyrearter som ikke ses i de andre parker, heriblandt den flotte oryx, den lille dik-dik antilope, samt eland, som er den største af alle antiloper.
Koncentrationen af dyr, her i Tarangire National Park, overgås kun af Ngorongoro krateret. Lodgen besøges ofte af forskellige fredelige dyr som vortesvin, antiloper og impalaer. Nogle gange endda elefanter. Så hold øje hvor du går, og husk at lyne teltet.

Logi og forplejning
Tarangire Safari Lodge

Dag 3 - Safari i Tarangire

I har en god lang dag med safari i Tarangire. Det er helt op til jer hvor meget I vil være på safari. I kan få madpakker med og være af sted hele dagen, eller indlægge en god pause på lodgen, midt på dagen. Tag evt. på tur efter morgenmaden og så tilbage til lodgen for at spise frokost og slappe af ved poolen, inden I tager endnu en safari om eftermiddagen.Dyrene er mest aktive tidlig morgen og sen eftermiddag.

I kan f.eks. bruge dagen på at køre ned til Silale sumpen, som nok er det bedste safari-område i nationalparken. Det er dog en halvlang køretur, så I må lige tage en snak med jeres guide, om hvad han vil anbefale. Vi har nogle af de dygtigste guider i hele Tanzania. De er meget professionelle og har et enormt kendskab til naturen og dyrene, som de entusiastisk formidler videre. Det er ikke bare et job for dem, men deres store lidenskab, og det er vigtigt for jeres udbytte af safarien, at guiden er engageret og sætter en ære i, at give jer alle de største naturoplevelser.

Samtidig er det nogle rigtig rare mennesker at være sammen med, og vi hører ofte vores kunder fortælle at de blev gode venner med deres guider under safarien, og stadig kommunikerer med dem flere år efter. Tarangire Safari Lodge er en perfekt base for f.eks. en familie- safari. I er helt tæt på naturen, og kan sidde ved jeres egen terrasse og følge med i livet omkring floden.

Med sin placering inde i parken, er det nemt at tage afsted på safari, og I kan hurtigt komme hjem og slappe af igen, ved deres dejlige swimmingpool, eller ved den store fælles terrasse ud for baren, hvor I kan sidde med en drink i hånden, og se ud over hele nationalparken. Det giver et dejligt roligt program, at have 2 nætter samme sted. Man skal passe på ikke at have for travlt på en safari, for der er bare så mange indtryk og oplevelser.

Logi og forplejning
Tarangire Safari Lodge

Dag 4 - Safari i Tarangire

I har en god lang safari i Tarangire, som på netop dette tidspunkt af året er fyldt med vilde dyr. Fra juli til oktober er det nemlig den tørre periode, hvor de fleste vandhuller i de omkringliggende områder tørrer ud, så dyrene trækker mod den permanente flod i Tarangire. Engang om eftermiddagen fortsætter I videre til næste lodge, som ligger ca. 2 timers kørsel fra Tarangire.

Undervejs stopper I ved en bakketop, for at nyde den imponerende udsigt over Lake Manyara. Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, der er omdannet til lodge, med 52 charmerende værelser. Det er den eneste lodge vi bruger under safarien, som ikke ligger inde i en national park, så der er ingen vilde dyr omkring lodgen. Til gengæld har den fantastisk smukke omgivelser med udsigt til Ngorongoros højland.

Farm House ligger lige inden I kører ind i det beskyttede område, der huser Ngorongoro krateret og Serengeti.Det er derfor et godt stop, på vejen fra Tarangire, da I således skærer den lange køretur over i to dele. Lodgen er bygget op omkring et charmerende hovedhus i kolonistil, der ofte har en stork siddende i det stråtækte tag. Så bliver det vist ikke mere idyllisk?

De producerer stadig deres egen kaffe, og I kan få en rundvisning i plantagen, og se hvordan kaffen fremstilles, inden I nyder den på terrassen. Fra terrassen er der udsigt over deres store nyttehave, hvor de producerer alle de grøntsager der serveres i lodgens restaurant. De har også eget bageri, hønsehus, køer og får, og er dermed stort set selvforsynende. Dyrene går dog på marker et stykke fra lodgen, så dem kommer I ikke til at se.

I deres smukke tropiske have er der en swimmingpool, hvor I kan slappe af, efter en lang dag med safari. I kan evt. forlade Tarangire tidligere på dagen, så I har bedre tid til at opleve den hyggelige kaffefarm, og ellers anbefaler vi, at I tager safariens sidste nat her, i stedet for at køre tilbage til byen. Læs mere om det længere nede, under dagen i Ngorongoro krateret.

Logi og forplejning
Ngorongoro Farm House

Dag 5 - Safari i Serengeti

Efter morgenmad kører I mod Serengeti nationalpark, og gør et kort stop ved indgangen til Ngorongoro Conservation Area, hvor I skal registreres, inden I kører til et udsigtspunkt, med fantastisk udsigt over krateret. Derefter passerer I små kolonier af runde masai-hytter, og ser de farvestrålende masaier i røde og lilla klæder bevogte deres kvæg på sletterne, side om side med de vilde dyr. Masaierne lever i harmoni med naturen, som de altid har gjort, i kæmpe kontrast til det moderne liv.

Det er fint at betragte dem fra afstand, men I kan også besøge en masaistamme, hvor I ser dem danse, og får en rundvisning i deres lille lejr og ser hvordan de lever og bor. Det er sjovt at se, men også lidt en turistfælde. Besøget koster 60 USD pr. bil, som I betaler i landsbyen. I kører gennem Rift Valleys smukke natur, og kommer forbi dalsænkningen Olduvai Gorge, hvor man mener de første mennesker på jorden levede. Har I lyst, kan I gøre et stop ved museet her, men vi anbefaler at I prioriterer tiden på safari som er den helt store oplevelse.

Omkring middag ankommer I til Naabi gate, indgangen til Serengeti National Park. Her kan I nyde jeres madpakker, og se den imponerende udsigt over sletten. Derefter starter selve safarien i Serengeti. I bevæger jer stille og roligt mod den centrale del af Serengeti, hvor I vil opleve den legendariske natur, med de uendelige sletter og nogle af alle de vilde dyr der lever her. Undervejs søger I efter dyr og laver alle de stop i ønsker.

Serengeti er nok det mest berømte vildtreservat i hele verden. Her optages mange af de naturfilm, I ser på TV. Parken dækker et areal på 15.000 km², altså ca. en tredjedel af Danmarks størrelse. Den er et af de unikke områder på UNESCOs verdensarvsliste. I overnatter midt ude på savannen i Serengeti! Det er en kæmpe oplevelse at overnatte i luksustelte. I er helt tæt på naturen, og får den mest autentiske safari-stemning. Når gæsterne mødes rundt om bålet om aftenen, midt på savannen, under et imponerende tæppe af glimtende stjerner er atmosfæren helt magisk.

Luksusteltene er indrettet med gode store senge og eget bad og toilet, samt terrasse med frit udsyn til savannen. Servicen er god og meget personlig, i den charmerende lille lejr. Der er kun 12 telte, så det er meget intimt. Flokke af gnuer og andre fredelige dyr passerer ofte tæt forbi teltene, og gør oplevelsen unik. Rovdyrene frygter mennesker og holder sig altid på afstand, og så længe I sørger for at lyne teltet om natten, er der ingen farer. Det er helt afgørende for en vellykket safari, at I bor de rigtige steder, så I undgår spildtid på vejene, og dermed får meget mere ud af jeres safari. Vores hoteller ligger lige dér hvor dyrene er, og så er de rigtig flot placeret, med imponerende udsyn over naturen.

Logi og forplejning:
Mbugani Tented Camp

Dag 6 - Safari i Serengeti

I har en hel dag her i den centrale del af Serengeti. I Serengetis økosystem lever det største antal af vilde dyr i hele verden. Her findes bl.a. over 1.5 millioner gnuer, 250.000 zebraer, 10.000 giraffer, 3.000 løver, 1.000 leoparder, og over 500 forskellige fuglearter, så der er rigtig meget at se på! Her er næsten garanti for at se 4 ud af ”The big 5”; løver, leoparder, elefanter og bøfler. Den sidste, næsehornet, findes også i Serengeti, men da der er ganske få tilbage, skal man være meget heldig. De fleste af vores kunder ser dem dog i Ngorongoro krateret.

Serengeti er kendt for sine store flade græssletter, hvor millionvis af gnuer og zebraer lever i en ganske fast cyklus, med en årlig vandring efter det friske græs. Et naturfænomen kaldet Den Store Migration. I løbet af juli forlader de det vestlige Serengeti, og begynder at vandre mod nord. Fra midten af juli og frem til september er de helt oppe i det nordlige Serengeti.

I jeres program har jeg valgt at bruge en lejr i det centrale Serengeti, da køreturen helt op til nord vil være for lang ift. hvor kort tid I kommer til at være der. Tiden skal helst gå med safari, og ikke bare transport. I det centrale Serengeti, kaldet Seronera, er der altid masser af dyr. Særligt rovdyr som løver, leoparder og geparder er godt repræsenteret, og med en placering i dette område, kan man nemt opsøge gnuerne, uanset hvor langt de er nået på deres rute.

Igen er det jer der bestemmer hvor meget I vil være på safari og hvornår I vil tilbage til lejren og slappe af. Om I vil op og se på migrationen, eller blive i den centrale del, og kredse omkring vandhullerne.

Hvis I har lyst til at komme helt op til nord, og opleve når gnuerne krydser floderne, kan I overveje at tilføje en dag. Så ville jeg anbefale at I boede på en lejr i den nordlige del, enten en eller to nætter.
Kontakt mig gerne hvis jeg skal prøve at tilføje en dag. Det giver et dejligt roligt program, at have 2 nætter samme sted. Man skal passe på ikke at have for travlt på en safari, for der er bare så mange indtryk og oplevelser.

Logi og forplejning
Mbugani Tented Camp

Dag 7 - Safari i Serengeti

I kører fra lejren efter morgenmad og ser på dyr hele formiddagen. I vil bl.a. besøge nogle af parkens vandhuller, hvor flodheste og krokodiller holder til. Kig godt efter i træerne, hvor leoparderne ofte gemmer sig. Og i græsset, i skyggen under træerne, som er et yndet sted for løver eller geparder, der hviler efter dagens jagt.

I krydser den enorme savanne, der er så stor at den virker uendelig. Her er ikke mange træer, og kun enkelte floder og vandhuller. Spredt rundt i Serengeti er de ikoniske klippeformationer, der bl.a. er afbildet i Disney-klassikeren Løvernes Konge. Og netop løver ses ofte i og omkring klipperne, hvorfra de har et godt udsyn over parken. Midt på dagen kan de søge skygge mellem klipperne, og om eftermiddagen kan de lune sig på klipperne, som solen har varmet op i løbet af dagen.

Om eftermiddagen kører I til jeres lodge ved kanten af Ngorongoro krateret, for at slappe af og nyde udsigten. Så er I klar til jeres safari i krateret, næste morgen. Ngorongoro er et helt unikt naturfænomen. Det var engang et kæmpe bjerg, større end Kilimanjaro, indtil det for 3 millioner år siden sprang sig selv i luften. Eksplosionen dækkede hele området omkring Serengeti med aske, og dannede et gigantisk krater på 304 km2.

Fra et udsigtspunkt på toppen af krateret, i 2.300 meters højde, har I den mest fantastiske udsigt. I kan se næsten hele vejen rundt og helt over til den modsatte side af krateret, 19 km. væk, og I kan se ned på bunden af de 600 meter høje skrænter, som omgiver en oase af søer, skov og slette, der er permanent hjemsted for over 30.000 dyr! Der findes ganske få lodges med udsigt over krateret, og Serena Lodge har nok den bedste beliggenhed af dem alle. Hotellet er bygget af sten fra nærområdet, og designet til at falde i ét med den omgivende natur.

Værelserne er fine og servicen høj, men den helt store attraktion er udsigten, som både fra værelserne og fra restauranten er helt exceptionel. Hvert af de 75 værelser har privat balkon, med den mest fantastiske panoramaudsigt over krateret nedenfor. Ngorongoro Serena Lodge er flere gange kåret til Tanzanias bedste safari lodge ved World Travel Awards.

Denne dag er klart den dyreste, da der er ekstra udgifter for at besøge Ngorongoro krateret. Samtidigt er lodgen vi bruger her, den dyreste af dem I skal bo på. Hvis vi skal holde budgettet lidt nede, kan I vælge at bo på Rhino Lodge. Den ligger i samme område, men har ikke udsigt over krateret. Til gengæld er det et noget mindre, og mere hyggeligt sted, hvor der ofte kommer forskellige dyr helt tæt på terrassen. De har en dejlig restaurant, der også er et godt sted at sidde og følge med i dyrelivet udenfor.

Logi og forplejning
Mbugani Tented Camp

Dag 8 - Safari i Ngorongoro krateret

I dag tager I turen ned i selve krateret. I spiser tidlig morgenmad, så I kan opleve morgenstunden i krateret, som er mest speciel. Både fordi lyset ofte er smukt der, og giver gode billeder, men også fordi I undgår alle de turister, som har valgt at overnatte langt derfra. Ngorongoro må absolut være verdens bedste safaripark! Naturen er paradisisk smuk, og her findes den største koncentration af vilde dyr i hele verden.

Når I kører rundt i det store krater, med de 600 meter høje skranter, vil I se dyr, uanset i hvilken retning i ser. De mange dyr og den unikke natur gør det til en helt særlig oplevelse, at være på safari her. Store elefanter der slentrer majestætisk gennem landskabet, en gruppe hyæner på udkig efter et let bytte, en flok flamingoer der smukt letter over den saltholdige sø.

I disse fantastiske omgivelser lever der flere truede dyrearter. Det mest ikoniske er det sorte næsehorn, som I har størst chance for at se, netop her i krateret, selvom der desværre kun er 25 individer tilbage. I har madpakker med, så safarien afbrydes kun af en kort frokostpause ved en smuk søbred i krateret.

Safarien fortsætter til engang over middag, hvor I kører mod Arusha, for at være fremme inden det bliver mørkt. Tilbage i Arusha har I aftenen til at slappe af på lodgen. Vi har valgt ikke at inkludere aftensmad i prisen denne dag, så I selv kan vælge om I vil spise i lodgens egen restaurant eller på en af de gode restauranter i byen.

Hvis I gerne vil forlænge safari-oplevelsen lidt, og samtidig slippe for en del transport, kan I overnatte tæt ved Ngorongoro, i stedet for at køre tilbage til byen. Denne opgradering giver jer en mere afslappet dag, da I ikke er afhængige af at skulle være tilbage i Arusha inden det bliver mørkt. Den tur tager normalt 5 timer, men der er kun ca. 1 time fra bunden af krateret til Ngorongoro Farm House, som jeg vil anbefale.

Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, som stadig producerer sin egen kaffe og alle de grøntsager der serveres i lodgens restaurant. I kan få en rundvisning på farmen, og i de omkringliggende marker, og se hvordan de fremstiller kaffen, inden I nyder den i det charmerende hovedhus med stråtag.    De har en rigtig flot tropisk have, med swimmingpool.

Standarden her er noget højere end på hotellet i Arusha, og så er maden også inkluderet i prisen. Derfor er det noget dyrere. Kontakt os gerne for en pris på det. Næste dag kan I så køre direkte til Arusha Lufthavn, som ligger ca. 3 timer fra Farm House, og flyve til Zanzibar. Det giver et roligere og mere overskueligt program, at I ikke skal tilbage til byen, og så er Farm House bare et perfekt sted at slutte safarien. Det er kun prisen, som afholder os fra at bruge det som standard.

Logi og forplejning
Ngorongoro Serena Lodge

Dag 9 - Arusha

I tilbringer dagen i Arusha, så I er klar til Kilimanjaro bestigningen, som starter i morgen. I kan slappe af på lodgen eller tage en tur ind til byen og se jer omkring, og spise på en af de mange gode restauranter i byen. Fra Arusha kan vi arrangere forskellige ture, hvor I kan få et indblik i den afrikanske hverdag med en rundvisning i en lille landsby. Her besøger I den lokale skole, ser hvordan de bor og hvad de dyrker på markerne. Se mere i vedhæftede dokument ”Aktiviteter i Tanzania.”

Det er vigtigt at have tilbragt nogle dage i Tanzania, inden turen på bjerget. Det giver bedre modstand mod højdesyge, og dermed større chance for at nå toppen. Safarien er en god forberedelse til Kilimanjaro. Derefter anbefaler vi, at I tager mindst én nat her på Planet Lodge, som ligger i 1.400 meters højde. Om eftermiddagen mødes I med jeres Kilimanjaro guider, som forbereder jer til bjergbestigningen. Guiden laver en grundig orientering om, hvordan trekkingturen kommer til at foregå, og I gennemgår om I har alt det fornødne udstyr.

I vil have 2 guider med på turen, så der er mulighed for at dele jer op, hvis opstigningen skal ske med forskellig hastighed eller én af jer får det dårligt og må vende om. Vi laver kun private ture, så der er ikke andre turister at tage hensyn til, og guiderne har fuldt fokus på jer.

Logi og forplejning
Planet Lodge

Dag 10 - Kilimanjaro

Efter morgenmad kører I til Kilimanjaros vestlige skråning og Londorossi Gate, hvor der er registrering. Herfra kører I videre til Lemosho glades, hvorfra trekkingen starter. I kører ca. 4 timer fra Arusha, i en god firehjulstrækker.

Dagens trek er en forholdsvis kort tur på 3 – 4 timer, gennem smukke stier i bjergskoven, til den første lejr i 2.800 meters højde. I vil formentlig ikke mærke noget til højdesyge, da luften stadig er godt iltholdig.

Logi og forplejning:
Big Tree Forest Camp (2.800 meter over havet)

Dag 11 - Kilimanjaro

I vandrer det sidste stykke ud gennem skoven, mens stien bliver stejlere og I kommer ud i hedelandskabet.Herfra krydser I Shiras højderyg for at vandre ned i Shira-plateauet, hvor den næste lejr ligger flot placeret ved en å. Er I heldige kan I se Eland antiloper græsse på sletten.

Det er verdens største antilope. I klart vejr er der udsigt til Tanzanias næsthøjeste bjerg, Mt. Meru. Dagens trek er ca. 5 timer i alt. Luften begynder at blive tyndere, så det er vigtigt at vandre stille og roligt og drikke masser af vand.

Logi og forplejning:
Shira Camp 1 (3.500 meter over havet)

Dag 12 - Kilimanjaro

I vandrer ca. 3 timer over sletterne i den alpine ørken, mod en camp på den anden side af plateauet.Herfra er der gode muligheder for at udforske området med yderligere trek, så denne dag fungerer fint som akklimatisering, så I (forhåbentligt) undgår højdesyge.

I kan f.eks. gå videre til Cone place, i midten af den udslukte Shira-vulkan, hvorfra I kan se Shira-plateauets højeste punkt. I kan også klatre op til de store bakker Shira Cathedral og Shira Needle. Her får I en flot udsigt over Machame højderyggen.

Logi og forplejning:
Shira Camp 2 (3.800 meter over havet)

Dag 13 - Kilimanjaro

Dagen starter med et solidt morgenmåltid. Det er virkeligt fantastisk, hvad kokken kan trylle frem af dejlig mad under de meget primitive forhold. Man spiser rigtig godt både morgen, middag og aften og man får også kaffe, the og sågar popcorn!

I vandrer op ad en stejl sti, gennem et klippet landskab til et af Kilimanjaros kendetegn, Lava Tower i 4.600 meters højde. Stien fører jer lige under denne kæmpe klippeformation, og er I ekstra seje, og sikre på fødderne, kan I klatre op på toppen!

Efter frokost tæt på Lava Tower, bevæger I jer igen lidt ned i højderne, hen til jeres næste lejr i dalen under Baranco wall. Herfra er der mulighed for at se en fantastisk solnedgang, mens I venter på aftensmaden.

I vandrer 6-8 timer i dag. Stigningen til 4.600 meters højde, og den efterfølgende overnatning i lidt lavere luftlag, er med til at modvirke højdesyge. Det er normalt med lette symptomer på højdesyge, som kvalme og hovedpine.

I skal tage det alvorligt, hvis I kaster op mange gange, bliver svimle og forvirrede, får trykken for brystet, eller hvis I får slem hovedpine som ikke kan slåes ned med almindelige hovedpinetabletter. I skal tale med jeres guide herom, og overveje at søge ned hurtigst muligt. Det skal dog siges, at langt de fleste af vores kunder når toppen uden alvorlige symptomer, og de mindre symptomer forsvinder hurtigt, så snart man kommer ned i højden.

Logi og forplejning:
Baranco Camp (3.950 meter over havet)

Dag 14 - Kilimanjaro

I dag skal I prøve kræfter med klippen som kaldes ”The Great Baranco Wall”. Det er en sej tur på ca. 5 timer op ad højderyggen, men når I først er fremme belønnes I af synet til Kibos gletsjere over jer, mens I vandrer gennem den smukke Karanga-dal. I spiser frokost, og har eftermiddagen til at se jer lidt omkring eller slappe af I lejren inden det er tid til aftensmad og en god nattesøvn.
Det er fantastisk flotte omgivelser at campere i, og selvom I ikke stiger meget i højden denne dag, er den rigtig vigtig for akklimatiseringen.

Logi og forplejning:
Karanga Camp (4.200 meter over havet)

Dag 15 - Kilimanjaro

I dag fortsætter I turen til Barafu lejren, en tur der tager omkring 3 timer. Teltene slås op på en smal sti med mange sten og klipper, så sørg for at orientere dig godt, inden det bliver mørkt.
I får en tidlig aftensmad hvorefter I skal forsøge at sove så tidligt som muligt, så I får et par timers søvn.

I skal sørge for at drikke ekstra meget vand, og spise godt så I har kræfter til nattens strabadser. Find jeres varmeste tøj frem inden I går i seng, så I er klar. 

Logi og forplejning:
Barafu Camp (4.550 meter over havet)

Dag 16 - Uhuru Peak

I bliver vækket omkring midnat, får lidt kiks og the, inden I begiver jer op mod toppen, i månens skær. Temperaturen ved Barafu ligger omkring frysepunktet og falder støt, i takt med at man stiger i højden. Når I rammer Stella Point, ved kraterkanten, kan temperaturen være helt nede på -25 grader, lige før solopgang.

Den ca. 8 timers vandretur i kulde og mørke, i et stejlt og ujævnt terræn, er uden tvivl den hårdeste del af ruten, hvor fysikken og din mentale styrke virkelig testes. Når I har fået jer kæmpet op til kraterkanten, ved Stella Point i 5.685 meters højde, får I til gengæld belønningen. Her får I et kort hvil, mens I oplever den mest fantastiske solopgang, over de afrikanske stepper nedenfor.

Herfra fortsætter I endnu en times tid til det højeste punkt på Kilimanjaro og i hele Afrika, Uhuru Peak. Denne del er ikke så hård som selve opstigningen, da det går rimeligt ligeud. Her er rigtig koldt, ned til -25 grader og der kan ligge sne, men har du først nået Stella Point, har du også kræfter til at fortsætte det sidste stykke, til skiltet ved Uhuru Peak, hvor det obligatoriske billede skal tages.

Når du har fået kæmpet dig helt op til Uhuru Peak, vil du opleve at det har været alle anstrengelserne værd. Her er utrolig smukt. Store gletsjere omgiver krateret, og du kan se gennem skyerne, til stepperne langt under dig. Man rammes af en fantastisk følelse af stolthed. Det er virkelig et kæmpe selvtillids-boost at have klaret sådan en prøvelse. Tag et par hurtige billeder af skiltet på toppen og ros hinanden for at have besteget verdens højeste fritstående bjerg, det 5.895 meter høje Kilimanjaro.

Derefter fortsætter I yderligere 5 timer mod Mweka Camp, selvfølgelig med frokost undervejs. Det går meget hurtigere på vej ned og snart er I nede ved trægrænsen igen, hvor der er knap så koldt og hvor luften er mere iltrig. Evt. højdesyge vil hurtigt aftage, jo længere I kommer ned. I lejren står jeres kok klar med et ordentligt måltid mad, inden I falder om i teltet og får en velfortjent nattesøvn.

Logi og forplejning
Mweka Camp (3.100 meter over havet)

Dag 17 - Kilimanjaro/Moshi

I går det sidste stykke ned mod Mweka gate, hvor I får et velfortjent diplom, som skal hjem på væggen! Bemærk at I starter fra Kilimanjaros vestlige skråning den første dag, men går ned af ad den sydlige skråning. Det gør vi for at turen ned ikke skal være for lang. Det har også den fordel, at I oplever mere forskellig natur.

Dagens vandring er ganske kort, ca. 3 timer, men man kommer forbi steder i regnskoven, hvor der findes mange aber, deriblandt Colobus aben. Det bedste tidspunkt at give drikkepenge til jeres team af guider og bærere, er her ved gaten, inden I tager afsked. Derefter kører chaufføren jer til jeres hotel, hvor det er tid til at slappe af. Få et varmt bad, en kølig øl og et godt måltid mad, og nyd udsigten af Kilimanjaro.

Da I kommer ned et andet sted end I startede, giver det ikke mening at tage tilbage til samme hotel i Arusha. Vi anbefaler et hotel som ligger tæt ved byen Moshi. Derfra er det nemt at komme til Kilimanjaro lufthavn. Kaliwa Lodge ligger i 1300 meters højde, smukt omgivet af tropisk bjerg-regnskov, ved foden af Mt. Kilimanjaro,  en kort køretur fra Mweka gaten, som I vandrer ned til.

Lodgens 10 moderne bungalows er smukt placeret i en privat og meget frodig have, med bananpalmer, eukalyptus, og blomstrende eksotiske planter. Her kan I falde i søvn til lyden af græshoppernes kvidren og galagoernes latter, og vågne op til lyden af skrålende aber eller næsehornsfuglens smukke sang. Både fra jeres egen bungalow, men især fra den store fælles terrasse, som ”flyder” inde mellem trækronerne, har I en vidunderlig udsigt mod Kilimanjaros top, Kibo.

Værelserne er konstrueret i minimalistisk Bauhaus-stil, som står som en slående kontrast til overfloden i ​​den omgivende natur. Kaliwa Lodge drives af et tysk par, og har europæiske standarder for komfort, med lækre badeværelser, store vinduer fra gulv til loft og gratis WiFi. Lodgen har en lille hyggelig restaurant i et hovedhus med åben pejs. Udenfor har de en bar, hvor man kan slappe af i bløde sofaer. Der er også plads til at spise udenfor, mellem de store flotte træer i haven.

Logi og forplejning:
Kaliwa Lodge

Dag 18 - Ankomst Zanzibar

I spiser morgenmad på lodgen, inden guiden kører jer til lufthavnen udenfor Arusha, og I flyver mod Zanzibar. Lufthavnen er meget lille, men kan alligevel godt virke lidt kaotisk. Tingene foregår i hvert fald på en anden måde, end vi er vant til hjemmefra, og de boarder ofte meget sent. Men tag det roligt, alle skal nok komme med. Selskabet hedder Precision Air, og de lander da også stort set altid til tiden.

De bruger gode nyere fly, med plads til 70 passagerer, og har i øvrigt aldrig haft et fatalt uheld. De plejer ikke at tildele sæder på denne rute, så I går bare ind og vælger en plads. Jeg vil anbefale at sidde i flyets venstre side, hvorfra I kan se Kilimanjaros snedækkede top. I ankommer til Zanzibar om eftermiddagen, og modtages af vores chauffør, som står klar udenfor lufthavnen i en fin lyseblå skjorte, og holder et skilt med jeres navn på.

Han kører jer til hotellet. Køreturen er selvfølgelig en privat tur, kun for jer, og den tager ca. 1½ time. Vi bruger forholdsvis nye, gode biler med klimaanlæg.I vil blive tilbudt en kold vand undervejs.
The Residence er absolut et af Zanzibars bedste hoteller. Et rigtig flot resort med 66 store, private villaer, spredt ud over en smuk tropisk have, lige ned til en fredelig, privat strand. Ved Zanzibars sydspids. Her får I top service, og noget af den bedste mad på øen.

Logi og forplejning:
The Residence

The Residence

Stor villa med eget pool på Zanzibars bedste hotel!

Dag 19 - Zanzibars bedste hotel

I bor i en stor dejlig villa med egen swimmingpool. En Luxury Garden Pool Villa er 155 m2 stor og ligger i den rolige have, ganske tæt på havet. Villaen er meget privat, omgivet af smukke tropiske blomster, buske og høje kokospalmer, så I kan slappe af I fred og ro, på den store terrasse, med jeres egen pool.

Villaen har en stor soveafdeling med direkte adgang til et dejligt badeværelse med både bruser og badekar. Derudover er der en stor stue, som kan indeholde 2 opredninger til børnene.
Fra begge værelser er der direkte adgang til terrassen.

Hvis I gerne vil have udsigt til havet, kan I vælge at opgradere til en Luxury Ocean Front Pool Villa. Det er samme type villa, men de ligger i forreste række, lige ned til havet, med direkte adgang til stranden. Hvis I vil have lidt mere plads kan I vælge en Frangipani Villa, som er på 234 m2 og indeholder 2 soveværelser og 2 badeværelser. Til hver villa er der cykler til fri afbenyttelse. Selvom der ikke er langt til hverken strand eller restaurant, er det en sjov og hurtig måde at komme omkring. Hele grunden er på 32 hektar, så der er også plads til at cykle lidt rundt og lede efter aber, smukke fugle og blomster.

En Frangipani Garden Pool Villa er hele 234 m2 stor og ligger i den rolige have, ganske tæt på havet. Villaen er meget privat, omgivet af smukke tropiske blomster, buske og høje kokospalmer, så I kan slappe af I fred og ro, på den store terrasse, med jeres egen pool. Villaen er opkaldt efter Frangipani træet, der vokser i haven, som får de smukkeste hvide blomster.

Villaen er inddelt i 2 soveafdelinger, som hver har et dejligt badeværelse med både bruser og badekar. Fra begge værelser er der direkte adgang til terrassen. Derudover er der en stor fælles stue, som i jeres tilfælde vil indeholde 2 opredninger til børnene. Hvis I gerne vil have udsigt til havet, kan I vælge at opgradere til en Frangipani Ocean Front Pool Villa. Det er samme type villa, men de ligger i forreste række, lige ned til havet, med direkte adgang til stranden. Der er kun 2 af den type villaer, så vi skal være lidt heldige med at få plads. Til hver villa er der cykler til fri afbenyttelse.

Selvom der ikke er langt til hverken strand eller restaurant, er det en sjov og hurtig måde at komme omkring. Hele grunden er på 32 hektar, så der er også plads til at cykle lidt rundt og lede efter aber, smukke fugle og blomster. 

Logi og forplejning:
The Residence
 

Dag 20 - Zanzibars bedste hotel

De har en dejlig strand her ved The Residence. Det er en god bred strand og da der er ganske få hoteller i området, er det meget privat, kun for resortets gæster. Resortet er placeret så man har den smukkeste solnedgang. Den bedste udsigt får I fra den store badebro, hvor I kan se solen gå ned bag de små øer der ligger ud for stranden. I det fjerne kan man lige netop skimte Tanzanias fastland, og storbyen Dar es Salaam.

Her på Zanzibars sydspids er der tidevand, som gør at der er tidspunkter på dagen, hvor vandet har trukket sig så langt ud, at man ikke kan bade. Men skiftet giver en flot variation og via den store badebro kan I altid komme ud til havet, og få en dukkert. Spørgsmålet er dog, hvor meget I vil bruge havet, for udover jeres egen pool, har de også en stor fælles swimmingpool som er virkeligt god.

Den starter med en lav ende som er god til børn, inden det bliver dybere. Den er meget lang så det er nemt at svømme baner. For enden, ud mod havet, er den bygget af glas. Det giver et sjovt synsbedrag hvis man betragter fra afstand, hvor det ligner at hoved og krop på svømmerne er separeret, og hovedet flyder langt fra kroppen. Der er til lang tids sjov med et kamera.

Swimmingpoolen er omgivet af afslappende liggestole. Den ligger lige ved baren, så det er nemt at bestille drikkevarer eller frokost, som kan nydes ved poolen. The Residence har et rigtig fint spa-område, med et professionelt team som tilbyder diverse behandlinger. De har også en dygtig yoga-lærer, som både underviser i private timer og arrangerer hold. Hver dag er der et hold, som I kan tilmelde jer ganske gratis. Det foregår I et roligt og privat område i den smukke have.

De har et veludstyret fitnesscenter, tennisbaner og et aktivitetsrum med billard og bordtennis, samt en god børneklub, som er gode til at lave aktiviteter med børnene, hvis de skulle komme til at kede sig. Nede ved stranden har de et bådhus, hvor man helt gratis kan låne kajakker, cykelbåde og små sejlbåde. Resortet er et godt udgangspunkt for snorkelture, og ligger tæt på det område hvor Zanzibars største bestand af delfiner holder til. The Residence arrangerer ture hvor I kan komme til at se og svømme sammen med delfinerne.

Logi og forplejning:
The Residence

Dag 21 - Zanzibars bedste hotel

I udgangspunktet er opholdet med morgen- og aftensmad. Og man spiser rigtig godt på The Residence. Til morgenmad serverer de den største og bedste buffet, vi nogensinde har oplevet. (og vi rejser altså meget og har prøvet de fleste hoteller på Zanzibar). Du kan få bacon, pølser og alverdens oste og pålæg. Der står kokke og tilbereder dine æg som du vil have dem.

Der er et meget stort udvalg af frisk eksotisk frugt, tørrede frugter, ristede nødder og hvad man ellers kunne drømme om at putte på sin yoghurt. De laver friske pandekager, vafler og har et helt bord med kager. Der står også en kok og presser frisk frugt og grønt til juice, så du kan blande lige det mix du har lyst til.

Efter så stor en brunch behøver man ikke rigtigt frokost. Kl. 11.30 serverer de frisk frugt ved poolen, og kl. 15.30 er der is, til de som har lyst. Så vi anbefaler, at man nøjes med at bestille halvpension, og så evt. køber en let frokost dernede, hvis man har behov for det. Aftensmaden er ret dyr, 55 USD pr. person pr. dag, men er allerede indeholdt i det tilbud jeg har givet jer.

Der er langt mellem restauranterne i det her område, så I vil sikkert spise alle måltider her alligevel, og så får I mest for pengene ved at købe en hel pakke hjemmefra, da jeg kan lave en bedre pris, end hvis I tilkøber selv. Men det er så også en rigtig god aftensmad.Som regel kører de med buffet, som serveres i en af de to restauranter, eller nede på stranden. Temaet skifter hver aften, så man når aldrig at blive træt af det.

Det kan være swahili-køkkenet, det Indiske Ocean-tema, Indisk, mellemøstligt eller mad fra middelhavsområdet. Altid med et meget stort og varieret udvalg af simreretter, kød, fisk, grønt, pasta, ris og brød. Der er også altid gode vegetariske retter, alverdens frisk frugt og lækre desserter. Om aftenen er der ofte underholdning. Ikke på den kiksede, turistede måde. Det passer godt ind og bidrager til en god autentisk stemning. Det kan være en gruppe lokale musikere der spiller roligt stemningsfyldt musik.

Det kan også være et hold af dygtige akrobater, der underholder med halsbrækkende spring og dans. Der vil være flaskevand i villaen, men ellers skal I selv købe alle de drikkevarer I ønsker. Hvis I gerne vil have ubegrænset forbrug, kan I opgradere til All inclusive.  Så vil frokosten også være inkluderet, samt alverdens drikkevare; Sodavand, øl, vin, frisk juice, the og kaffe samt cocktails, drinks og likører. Villaens minibar vil også blive opfyldt dagligt.

Logi og forplejning:
The Residence

Dag 22 - Zanzibars bedste hotel

Zanzibar er en fantastisk flot ø i det indiske ocean. Her er smukke hvide sandstrande med et dejligt varmt hav. Men der er også mange ting at se og opleve, ved at tage på forskellige ture omkring på øen.

I kan f.eks. få en rundvisning i en krydderiplantage, eller tage en tur til den gamle bydel Stone Town og se jer omkring i de snævre gader, og besøge markedet. Vi hjælper gerne med at arrangere jeres ture på øen. Du kan læse mere om hvilke aktiviteter vi anbefaler her: Aktiviteter på Zanzibar

Logi og forplejning:
The Residence

Dag 23 - Stone Town

I hentes igen af vores chauffør som bringer jer til et andet hotel. Tembo House  Hotel har den suverænt bedste placering, af alle hotellerne i byen. Det ligger lige ned til byens lille strand, men stadig midt i den hyggelige, gamle bydel Stone Town, tæt på alle attraktioner.

Tembo er det eneste hotel i byen, der ligger lige ned til stranden. De har også en fin pool. Tembo House er en charmerende gammel bygning, der indtil 1884 fungerede som det Amerikanske konsulat. Huset er flot restaureret med respekt for historien, og overalt på hotellet findes antikke møbler og kunst.

Værelserne er indrettet i lokal swahili-stil med træudskårne møbler og en kæmpe seng. Badet minder om et Hammam, med fine klinker og badekar/bruser. Vi forsøger altid at få de værelser som enten har balkon, eller flot havudsigt fra værelset. Hvis I gerne vil bo ekstra godt, kan I overveje at opgradere til deres Presidential Suite. For kun 200 kr. ekstra pr. person får I deres klart flotteste værelse, som er mere end dobbelt så stort som et prime room, og har den bedste beliggenhed, med flot havudsigt og en kæmpe balkon.

Skal det være endnu mere unikt og endnu højere komfort, kan jeg også anbefale Zanzibar Palace. Det er et fantastisk smukt hotel med kun 9 værelser, som ligger inde i labyrinten af små gader, midt i byen. Den gamle bygning er smukt restaureret, med respekt for historien, og indrettet med lokal kunst og fund. Deres suiter er nogle af de flotteste værelser på hele øen. Til gengæld har de ikke placeringen ved havet.

I kan godt spise på Tembo Hotel, men menuen er ikke så spændende, og de serverer kun alkoholfrie drikkevarer. Vi anbefaler at man prøver en af de mange gode restauranter i nærheden af hotellet. Kontakt os gerne for vores anbefalinger. I bør også besøge madmarkedet om aftenen. Her står kokke i lange rækker og griller fisk og skaldyr, steger specielle Zanzibar-pizzaer, og presser sukkerrør til en lækker drink med ingefær og lime. I baggrunden går solen ned bag havet, mens byens unge drenge konkurrerer i akrobatiske udspring fra havnekajen.

På vores hjemmeside kan I se billeder fra de to hoteller: Hoteller på Zanzibar

Logi og forplejning:
Tembo Hotel, Stone Town

Dag 24 - Afrejsedag

I har en sidste dag til at slappe af ved hotellet eller se jer omkring i den gamle bydel. Zanzibar er en fantastisk flot ø i det indiske ocean. Her er smukke hvide sandstrande med et dejligt varmt hav. Der er også mange ting at se og opleve. I kan f.eks. få en rundvisning i en krydderiplantage eller besøge kæmpeskildpadderne på Prison Island. Vi hjælper gerne med at arrangere jeres ture på øen. Se mere på siden ”Aktiviteter på Zanzibar”. Om eftermiddagen bliver I hentet af vores chauffør og kørt til Zanzibar Lufthavn for at vende snuden mod Danmark.

Logi og forplejning:
På flyet
 

Generelt om bestigning af Kilimanjaro

Kilimanjaro er Afrikas højeste bjerg, 5.895 meter over havet. Samtidig er det verdens højeste fritstående bjerg, da det hæver sig 4.800 meter over det omgivende landskab. Bjergmassivet omfatter tre vulkantoppe, der blev dannet som en del af Rift Valley for 500.000 år siden. Det højeste punkt er Uhuru Peak (Kibo) på 5.895 meter og de øvrige toppe er Mawenzi på 5.149 meter og Shira på 3.962 meter.

Det er en flot naturoplevelse at prøve kræfter med denne kæmpe, og turen udgør en fysisk udfordring der er et fantastisk redskab til teambuilding og som vil booste selvtilliden for den enkelte. Jeres vandretur ledes af nogle af Tanzanias bedste og mest erfarne guider. Vores guider er opvokset på Kilimanjaros skråninger og har besteget bjerget op til 800 gange! De taler naturligvis flydende engelsk og deres vigtigste opgave er at få jer sikkert op og ned. Med på bjerget er også folk til at bære jeres bagage, samt jeres egen kok, som laver morgenmad, frokost og aftensmad til jer undervejs. Der er også sørget for alle drikkevarer og lidt snacks undervejs.

Det er et privat arrangement, så I ikke skal gå i et stort følge med andre turister. Det giver den fordel at guiden kan tilpasse hastigheden til jeres tempo. Tager man det stille og roligt, kan alle med en normal fysik nå ”Afrikas tag”. Det vigtigste er, at I følges med de bedste guider, så I sikkert når toppen og alt foregår velorganiseret, med tid og plads til at nyde denne enorme oplevelse. På denne tur kommer I til at overnatte i telte. Det er den mest autentiske oplevelse, og en perfekt kombination med de topklasse lodges vi bruger under safari og på Zanzibar.

Machame-ruten, eller Whisky som den også kaldes for sin hårdhed, er vel nok den smukkeste rute. Vi bruger det bedste udstyr på markedet og har et stort udvalg. Vi sørger for telt, madrasser og køkkenudstyr. Soveposer, vandrestave og alt tøj kan I leje på vores kontor i Arusha, for små penge. I får en masse praktisk information inden rejsen, samt en udførlig pakkeliste med alt hvad I skal medbringe. Det er bl.a. vigtigt at I har nogle gode vandrestøvler, og sørger for at gå dem til hjemmefra.

Priser pr. person

Da vi skræddersyr alle vores rejser, til hver enkelt kunde, er det svært at sige præcist hvad rejsen vil koste for dig. Prisen afhænger nemlig af, hvor mange I er, hvornår I vil rejse og om vi skal tilføje eller ændre noget, for at lave rejsen helt som I vil have den. Derfor er dette blot estimerede priser.

Antal personer
jan - feb
mar - juni
juli - okt
nov. - dec. jul/nytår
2 pers. fra 66.700 kr. fra 62.600 kr. fra 68.300 kr. fra 66.200 kr. fra 80.100 kr.
3-5 pers. fra 57.100 kr. fra 53.100 kr. fra 58.500 kr. fra 56.600 kr. fra 71.000 kr.
6-7 pers. fra 55.200 kr. fra 51.500 kr. fra 56.800 kr. fra 54.700 kr. fra 68.400 kr.
8+ pers. fra 54.700 kr. fra 50.900 kr.

fra 56.000 kr.

fra 54.100 kr. fra 68.500 kr.

Børnerabat

Vi laver kun rejser til Tanzania og har nogle gode aftaler med hotellerne. Derfor kan vi selvfølgelig også tilbyde en god børnerabat, for børn helt op til 16 år. Jo yngre barnet er, jo bedre rabat kan vi lave. Kontakt os meget gerne, så vil vi lave et godt tilbud til jer, på den ønskede rejse.

Dette er blot et forslag til hvordan jeres rejse kunne se ud. Den kan forkortes eller forlænges og indholdet kan ændres efter behov. Vi skræddersyr alle vores rejser, så har I andre ønsker kan I bare sige til.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL VORES REJSER?

61 70 16 10info@tanzaniatours.dk