Aktiviteter på zanzibar

Snorkling og dykning
En ferie på Zanzibar handler selvfølgelig primært om, at slappe af på de smukke strande og bade i det dejligt varme Indiske Ocean. Men der er også mange ting at se og opleve. Den største attraktion er nok de gode forhold til dykning og snorkling. Der findes mange smukke koralrev rundt om Zanzibar. Revet gør at der ikke kommer store bølger, og holder desuden hajer væk. Vandets gode sigtbarhed gør det til en helt unik oplevelse at dykke eller snorkle her. Overalt på østkysten og i nord kan du snorkle direkte fra stranden, men der vil være en del mere at se hvis du sejler med en båd ud til et koralrev. Mnemba Atollen, ud for den nordøstlige kyst, er et af de bedste dykkerspots i Østafrika, og omkring Stone Town er der flere spændende vrag.

Stone Town
Du bør også opleve Stone Town, som er på UNESCOs liste over verdensarv. Det er en god idé at få en rundvisning i den gamle bydel, med en af vores dygtige guider, så du ser de vigtigste attraktioner, og lærer at finde rundt på egen hånd. Der er mange ikoniske bygninger, som vider om en turbulent historie, med Arabisk, Portugisisk og Britisk indflydelse. For mange år siden fungerede Zanzibar som handelscentrum for slavehandlen mellem Afrika og Amerika. Du kan se historiske bygninger fra den tid og få historien ind under huden i et af de gamle fangehuller.  Du kan også bare snuse omkring i de snævre gader og shoppe i de små hyggelige butikker.

Madmarkedet i Stone Town
Hver aften samles byen ved en flot park ned til havet. Her står kokke på lange rækker med deres eget lille køkken og en grill, for at tilberede de forskellige friske fisk og skalddyr, som de lokale fiskere netop er kommet ind med fra havet. Her kan du for næsten ingen penge smage så eksotiske specialiteter som haj, barracuda, kingfish, blæksprutte, hummer eller kæmpekrabber. Vi kan varmt anbefale de mini-pizzaer, som nogle af kokkene har specialiseret sig i at lave på grillen. Prøv dem både med kød og med banan/chokolade. Husk at smage den lokale drik; presset sukkerrør med lime og ingefær! Forodhani foodmarket er både en kulinarisk og kulturel oplevelse, som du ikke må gå glip af.

Og meget mere...
Zanzibar er også kendt for sine mange krydderiplantager. Du kan få en rundvisning i en af disse og se hvordan de friske krydderier ser ud.
Du kan også komme til at svømme med delfiner, besøge en koloni af kæmpeskildpadder, eller få en guidet tur i Jozani regnskoven og se de søde Colobus aber.

Vi hjælper gerne med at arrangere dine aktiviteter på Zanzibar. Kontakt os med dine ønsker, så skræddersyer vi din drømmerejse.

HAR DU SPØRGSMÅL OM ZANZIBAR?

(+45) 61701610info@tanzaniatours.dk