Rejseprogram - den familievenlige

Børnevenlig safari og dejligt hotel på Zanzibar

Dette er et eksempel på, hvordan en børnevenlig rejse til Tanzania kunne se ud.
I starter med en god safari, hvor I oplever alt det bedste af Tanzanias fantastiske natur. I kommer helt tæt på dyrene, og der er garanti for at se masser af elefanter, giraffer, zebraer, løver og meget mere. Vi sørger for at sætte ruten sammen, så I undgår alt for meget kørsel på vejene, og I bor på dejlige hoteller undervejs.
I slutter turen med smukke strande og afslapning på Zanzibar.

Jeres safari er et privat arrangement, så der er ikke andre gæster med. Det betyder at I får det største udbytte af natur og dyr, da guiden hele tiden kan tilpasse ruten til dyrenes bevægelse og til jeres ønsker. Det er jer, der sætter tempoet og I bestemmer selv, hvornår I vil tage ud på safari og hvornår I vil tilbage på lodgen og slappe af. Denne frihed sikrer at I får det optimale ud af rejsen, og er særligt vigtig når man rejser med børn.

Vi er eksperter i rejser til Tanzania og har et enormt kendskab til nationalparkerne. I udarbejdelsen af jeres program vil vi tage højde for årstiden, dyrenes placering, bedst mulige rute, økonomien og meget mere, så vi er sikre på at I får de bedst mulige oplevelser med hjem. Vi skræddersyer alle rejser individuelt, så vi kan lave programmet helt som I vil have det. Har I ønsker til ændringer eller tilføjelser siger I bare til.

På familievenlig safari i Tanzania
Tarangire Safari Lodge i Tanzania
Karafuu Beach Resort på Zanzibar
Solnedgang ved Zanzibar

Vores safaribiler

Vi laver KUN private safarier, så I har en safaribil helt for jer selv. Der er store individuelle sæder i bilen, alle med vinduesplads, så I er alle sikret en god udsigt hele tiden. Vores safaribiler er de bedste på markedet. De er specialbygget til safari og de fleste er under 5 år gamle.
Jeres bil er udstyret med kikkerter, strømstik til opladning samt en køleboks, så der altid er koldt vand. Der er desuden gratis Wi-Fi i bilen, selvom forbindelsen ude i parkerne er begrænset. Under safari skubbes taget op, så I kan stå op og frit betragte naturen til alle sider, men stadig være i skygge. Det er det perfekte udgangspunkt for at opleve det rige dyreliv og tage fantastiske billeder.

Vores guider

Safarien ledes af en meget erfaren, engelsktalende guide, der er opvokset i området. Ingen kender landet og naturen bedre. Vi samarbejder med nogle af de bedste og mest professionelle folk i Tanzania. Alle guider har en stor faglig viden og serviceniveauet er meget højt, og så er det nogle fantastiske mennesker, som med deres venlighed, forståelse og humor gør at man efter safarien skilles som venner. De har en helt fantastisk evne til at spotte dyrene og sikre at I kommer til at se alt det I drømmer om. De taler naturligvis flydende engelsk, og kan fortælle alt om hvert eneste dyr og kender hver en krog i parkerne. Tilbagemeldinger fra vores kunder taler med stor begejstring om netop guiderne. I kan læse rejsebreve fra tidligere kunder under siden Vores kunder.

Video - Safari

I Tanzania oplever du en unik og storslået natur og kommer helt tæt på Afrikas dyr

Dag 1 - Arusha

Der er rutefly fra både København, Billund, Aalborg og Hamborg dagligt. Vi laver en søgning på de datoer I ønsker at rejse på, og ser hvad der bedst kan betale sig for jer. Den mest direkte rute er med KLM, med et enkelt stop i Amsterdam, og vi har en god aftale med dem, så vi kan som regel lave en pris som konkurrerer med de billigere selskaber, der har flere stop og længere ventetider. Så for de fleste af vores kunder, kan det bedst svare sig at flyve med KLM, men vi kigger på alle løsninger.

I ankommer til Kilimanjaro Lufthavn hvor I modtages af vores mand, som står klar med et skilt med jeres navn. Han har adgang til lufthavnen, og kan hjælpe jer med visum og bagage, inden chaufføren kører jer til jeres hotel.

Planet Lodge er en hyggelig oase i udkanten af Arusha. Her er fine værelser med gode senge, bruser og toilet samt terrasse med udsigt til den rolige have. Det er en rigtig flot tropisk have, med bananpalmer, papaya- og granatæble-træer og farvestrålende fugle. På lodgen er en god pool og fantastisk udsigt over bjerget Mount Meru i baggrunden. På gode dage, hvor skyerne trækker væk, er det også muligt at se Kilimanjaro. Lodgen er ejet af vores samarbejdspartner i Tanzania, så vi kan lave en rigtig god pris.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 2 - Tarangire National Park

I starter jeres safaritur tidligt om morgenen fra Arusha. I hentes på hotellet af jeres guide og kører mod Tarangire National Park, en tur på ca. 2 timer. Allerede på denne første dag, har I fin tid til en god safari. I har madpakker med, som I kan nyde under safarien, inden I kører til lodgen, som ligger inde i parken. Her har I eftermiddagen til at slappe af ved poolen, eller få en drink.

Tarangire Safari Lodge fremhæves af flertallet af voreskunder, som den bedste lodge af dem alle. Den ligger ud til en permanent flod, hvor der altid er masser af dyr. I har derfor en alle tiders udkigspost frabaren eller fra jeres egen terrasse. Det er en kæmpe oplevelse at sove i luksustelte. Det er meget mere komfortabelt end klassiske telte, men man har stadig den samme fornemmelse af den vilde natur, da man også her kan høre dyrenes lyde om natten.

Lodgen besøges ofte af forskellige fredelige dyr som vortesvin, bukke og impalaer. Nogle gange endda elefanter.

Tanzania har en meget varierende natur, og ikke to parker er ens. Også Tarangire har sine særlige kendetegn og attraktioner. Her overvældes man af de gigantiske baobabtræer, kæmpe elefantflokke og mere end 550 forskellige fuglearter i alle regnbuens farver. Tarangire er også vært for nogle af de mere sjældne dyrearter som ikke ses i de andre parker, heriblandt eland, den største af alle antiloper, den lille dik-dik antilope samt den flotte oryx. Koncentrationen af dyr i Tarangire National Park overgås kun af Ngorongoro krateret.

Logi og forplejning
Tarangire Safari Lodge (se video fra lodgen her)

Dag 3 - Tarangire National Park

I har en god lang dag med safari i Tarangire. Parken er bedst at besøge i den tørre periode, fra juni til oktober, hvor de fleste vandhuller i de omkringliggende områder tørrer ud, så dyrene trækker mod den permanente flod i Tarangire. Ønsker I at rejse i en anden periode, vil vores fokus være på andre parker, som er bedre netop dér.

Det er helt op til jer hvor meget I ønsker at være på safari. Tag evt. på tur efter morgenmaden og så tilbage til lodgen for at spise frokost og slappe af ved poolen, inden I tager endnu en safari om eftermiddagen. I kan også få madpakker med og være af sted hele dagen. Dyrene er mest aktive tidlig morgen og sen eftermiddag.

Engang om eftermiddagen fortsætter I videre til næste lodge, som ligger ca. 2 timers kørsel fra Tarangire. Undervejs stopper I ved en bakketop, for at nyde den imponerende udsigt over Lake Manyara.

Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, som stadig producerer sin egen kaffe og alle de grøntsager der serveres i restauranten. I kan få en rundvisning på farmen, og de omkringliggende marker, og se hvordan de fremstiller kaffen, inden I nyder den på terrassen. Her er swimmingpool og en rigtig flot tropisk have. I kan evt. forlade Tarangire tidligere på dagen, så I har bedre tid til at opleve den hyggelige kaffefarm.

Logi og forplejning
Ngorongoro Farm House (se video fra lodgen her)

Safari i Tarangire National Park
Vores luksus teltlejr i Serengeti
Ngorongoro Farm House
Privat safari i egen safaribil

Dag 4 - Serengeti National Park

Efter morgenmad kører I mod Serengeti. Undervejs stopper I ved et udsigtspunkt, med fantastisk udsigt over Ngorongoro krateret. Derefter passerer I små kolonier af runde masai-hytter, og ser de farvestrålende masaier i røde og lilla klæder bevogte deres kvæg på sletterne, side om side med de vilde dyr. Masaierne lever i harmoni med naturen, som de altid har gjort. Det er fint at se landsbyen udefra, men I kan også besøge en masaistamme, hvor I får en rundvisning og ser dem danse.

I kører gennem Rift Valleys utroligt flotte natur, og kommer bl.a. forbi dalsænkningen Olduvai Gorge, hvor man mener de første mennesker på jorden levede. Har I lyst, kan I gøre et stop ved museet her, men vi anbefaler at I prioriterer tiden på safari, som er den helt store oplevelse.

Omkring middag ankommer I til Naabi gate, indgangen til Serengeti National Park. Her kan I nyde jeres madpakker, og se udsigten over sletten fra den store klippe ved Naabi. Derefter starter selve safarien i Serengeti, hvor I vil opleve den legendariske natur, med de uendelige sletter og nogle af alle de vilde dyr der lever her.

Serengeti er nok det mest berømte vildtreservat i verden, hvor der optages mange af de naturfilm, I ser på TV. Parken dækker et areal på 15.000 km², altså ca. en tredjedel af Danmarks størrelse. Den er et af de unikke områder på UNESCOs verdensarvsliste.

I Serengeti lever det største antal af vilde dyr i hele verden. Her findes bl.a. over 1.5 millioner gnuer, 250.000 zebraer, 10.000 giraffer, 3.000 løver, 1.000 leoparder, og over 500 forskellige fuglearter, så der er rigtig meget at se på!

Her er der næsten garanti for at se 4 ud af ”The big 5”; løver, leoparder, elefanter og bøfler. Den sidste, næsehorn, findes også i Serengeti, men er meget svære at se. De fleste af vore kunder ser dem dog i Ngorongoro krateret.

Sidst på eftermiddagen kører I til jeres lejr. I overnatter midt ude på savannen i Serengeti! Det er en kæmpe oplevelse at overnatte i luksustelte. Servicen er i top i den charmerende lille lejr, og betjeningen er meget personlig. Luksusteltene er indrettet med en god stor seng og eget bad og toilet, samt terrasse.

Overnatning i luksustelte er den mest autentiske safarioplevelse. Gæsterne mødes rundt om bålet om aftenen, midt på savannen, og atmosfæren giver den helt rigtige ´Karen Blixen stemning´. Flokke af gnuer og andre vilde dyr passerer ofte tæt forbi teltene, og gør oplevelsen unik. Rovdyrene frygter mennesker og holder sig altid på afstand, og så længe I sørger for at lyne teltet om natten, er der ingen farer.

Logi og forplejning
Mbugani Tented Camp, Seronera (se video fra lodge her)

Dag 5 - Serengeti National Park

I kører fra lejren efter morgenmad og ser på dyr hele formiddagen. I vil bl.a. besøge nogle af parkens vandhuller, hvor flodheste og krodiller holder til. Kig godt efter i træerne, hvor leoparderne ofte gemmer sig. Og i græsset, i skyggen under træerne, som er et yndet sted for løver eller geparder, der hviler efter dagens jagt.

Serengeti er kendt for sine store flade græssletter, hvor millionvis af gnuer og zebraer har sin årlige vandring efter det friske græs. Vi ved altid hvor de holder til, og sørger for at I kommer til at bo tæt derpå. Da det endelige program afhænger af hvornår I vil rejse, har vi i dette forslag valgt det centrale Serengeti som base. Der er altid masser af løver, leoparder og geparder i området, og derfra kan man nemt opsøge gnuerne, uanset hvor langt de er nået på deres rute.

Om eftermiddagen kører I til jeres lodge ved kanten af Ngorongoro krateret, for at slappe af og nyde udsigten. Så er I klar til jeres safari i krateret, næste morgen. I kan overveje at tage en ekstra dag i Serengeti. Det vil give et roligere program, og I vil have bedre tid til at finde gnuerne, udforske vandhuller og leopard-træer, men også til at sidde og nyde udsigten fra jeres terrasse, med en kold drink i hånden.

Ngorongoro er et helt unikt naturfænomen. Det var engang et kæmpe bjerg, større end Kilimanjaro, indtil det for 3 millioner år siden sprang sig selv i luften. Eksplosionen dækkede hele området omkring Serengeti med aske, og dannede et gigantisk krater på 304 km2.

Fra jeres lodge på toppen af krateret, i 2.300 meters højde, har I den mest fantastiske udsigt. I kan se næsten hele vejen rundt og helt over til den modsatte side af krateret, 19 km. væk, og I kan se ned på bunden af de 600 meter høje skrænter, som omgiver en oase af søer, skov og slette, der er permanent hjemsted for over 30.000 dyr!

Der findes ganske få lodges med udsigt over krateret, og Serena Lodge har nok den bedste beliggenhed af dem alle. Hotellet er bygget af sten fra nærområdet, og designet til at falde i ét med den omgivende natur. Værelserne er fine og servicen høj, men den helt store attraktion er udsigten, som både fra værelserne og fra restauranten er helt exceptionel. Hvert af de 75 værelser har privat balkon, med den mest fantastiske panoramaudsigt over krateret nedenfor. Ngorongoro Serena Lodge er flere gange kåret til Tanzanias bedste safari lodge, ved World Travel Awards.

Logi og forplejning
Ngorongoro Serena Safari Lodge (se video fra lodgen her)

Dag 6 - Ngorongoro krateret

I dag tager I turen ned i selve krateret. I spiser morgenmad tidligt, så I kan opleve morgenstunden i krateret, som er mest speciel. Både fordi lyset ofte er smukt der, og giver gode billeder, men også fordi I undgår alle de turister, som har valgt at overnatte langt derfra.

Ngorongoro må absolut være verdens bedste safari-park! Ikke alene er naturen paradisisk smuk, men her findes også den største koncentration af vilde dyr i hele verden.

De mange dyr og den unikke natur gør det til en helt særlig oplevelse, at være på safari her. Uanset hvor I kigger, ser I dyr. Store elefanter der slentrer majestætisk gennem landskabet, en gruppe hyæner på udkig efter et let bytte, en flok flamingoer der smukt letter over den saltholdige sø.

I disse fantastiske omgivelser findes flere truede dyrearter. Mest ikonisk er det sorte næsehorn, som I har størst chance for at se, netop her, selvom der desværre kun er 25 tilbage.

I har madpakker med, så safarien afbrydes kun af en kort frokostpause ved en smuk søbred i krateret. Safarien fortsætter til engang over middag, hvor I kører mod Arusha, for at være fremme inden det bliver mørkt. Tilbage i Arusha har I aftenen til at slappe af på lodgen.

Hvis I gerne vil forlænge safari-oplevelsen lidt, og samtidig slippe for en del transport, kan I tage en ekstra nat ude omkring Ngorongoro. Denne opgradering giver jer en mere afslappet dag, da I ikke er afhængige af at skulle være tilbage i Arusha inden det bliver mørkt. Den tur tager normalt 5 timer, men der er kun ca. 1 time fra bunden af krateret til Farm House, som jeg vil anbefale.

Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, som stadig producerer sin egen kaffe og alle de grøntsager der serveres i lodgens restaurant. De har en rigtig flot tropisk have, med swimmingpool. Næste dag kan I så køre direkte til Arusha Lufthavn, som kun er ca. 3 timer fra Farm House, og flyve til Zanzibar.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 7 - Zanzibar

I spiser morgenmad på lodgen, hvorefter jeres guide kører jer til lufthavnen udenfor Arusha, og I tager et fly mod Zanzibar. Ved ankomst til Zanzibar og modtages I af vores chauffør, som bringer jer til jeres hotel. Han står klar udenfor lufthavnen i en fin lyseblå skjorte, og holder et skilt med jeres navn på. Det er en flot ny bil med aircondition og I vil blive tilbudt en kold vand undervejs. Køreturen er selvfølgelig en privat tur, kun for jer, og tager ca. 1½ time.

Karafuu Beach Resort er vores foretrukne sted på Zanzibar, til familier. Vi har en rigtig god aftale med dem, særligt på børnerabatten, så det er klart her I får mest for pengene. Vores priser er faktisk lavere, end hvis I booker på nettet.

Karafuu er kåret til Tanzanias førende resort. Resortet ligger på østkysten i fantastisk smukke omgivelser med det flotte, turkisblå Indiske Ocean og den hvide palmefyldte sandstrand, lige bag den store swimmingpool.

De har et stort udvalg af mad i deres 4 restauranter, så der er noget for enhver smag. Der er både buffet og á la carte. På hotellet er der mange forskellige aktiviteter, men også masser af plads til at slappe af mellem palmerne, hvis I bare vil dase. Stranden er dejlig fredelig, med rolige bølger.

De har deres eget dykkercenter, der ledes af en kyndig dykkerinstruktør, og de arrangerer både snorkle og dykker-ture, ligesom I kan tage diverse PADI certifikater. På resortet er der også et velværecenter, tennisbaner, petanque, billard, bordtennis og en legeplads til de mindste.

Hvis I hellere vil bo på et mindre hotel, har vi flere gode steder vi kan anbefale. Se vores udvalgte hoteller på Zanzibar her: Hoteller på Zanzibar.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort, Zanzibar (se video fra resortet her)

Video - Zanzibar

Zanzibar er fyldt med hvide sandstrande omkranset af høje kokospalmer og turkisblåt vand

Dag 8 - Zanzibar

De har flere forskellige værelsestyper på Karafuu. Vi anbefaler deres Cottage Rooms, hvor vi synes man får mest for pengene. Det er store flotte værelser på 65 m2, med gode store senge, et fint badeværelse, aircondition og jeres egen terrasse med liggesofaer.

Skal vi have prisen lidt ned, kan I vælge et Garden room. De er lidt mindre og ligger bagerst på grunden. Hvis I vil have udsigt til havet, kan I opgradere til en Junior Suite, som ligger foran Cottage Rooms, lige ned til stranden eller forhøjet på en klippe med fantastisk udsigt over havet.

Hvis I vil bo endnu bedre, har de også 2 private villaer. De ligger i en separat afdeling, længst væk fra restauranter og swimmingpools, men lige ned til stranden, med flot havudsigt. Her får I jeres egen private villa, med masser af plads. 2 Soveværelser, 2 badeværelser, en stor opholdsstue, en kvist med ekstra sengeplads og sidst men ikke mindst jeres egen lille swimmingpool. 

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort, Zanzibar (se video fra resortet her)

Dag 9 - Zanzibar

Grundlæggende er halvpension med i opholdet, men vi vil anbefale jer at opgradere til ”all inclusive”, så alle måltider og drikkevarer er gratis under hele opholdet.

I hovedrestauranten serverer de buffet. Om morgenen er der et stort udvalg, med diverse brød, pålæg og frisk eksotisk frugt. Der er altid pølser og bacon, og kokke står klar til at stege dit æg som du vil have det. Til frokost er der et mindre udvalg i buffeten, da mange gæster vælger at spise på en af de andre restauranter. Vi kan også anbefale deres italienske restaurant, med pizza og pasta.

Til aften er der igen en stor buffet i hovedrestauranten. Menuens tema skifter hver aften. Det kan være Sea Food, internationalt køkken, italiensk eller swahili-tema som serveres udendørs, med bål og masai-dans. Om aftenen kan man også spise i den italienske, eller i en restaurant med havudsigt, hvor de serverer Sea Food á la carte.

Der er meget få restauranter i nærheden, så I vil formentlig spise alle måltider på Karafuu alligevel, og så får I bare mest for pengene ved at bestille All Inclusive hjemmefra.

Drikkevarerne er kendte mærker som Coca-Cola og Fanta, og de har nogle rigtig gode lokale øl.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort, Zanzibar (se video fra resortet her)

Dag 10 - Zanzibar

Slap af på stranden ved det dejlige indiske ocean, og nyd de smukke omgivelser.

Der er tidevand på Zanzibars østkyst, så der vil være tidspunkter på dagen hvor vandet trækker sig så langt ud, at I ikke kan bade direkte fra stranden. Men på Karafuu er det intet problem. Her har de støbt en sti i vandet, så I kan gå ud til en lagune, hvor der altid er dejligt at bade.

På Karafuu har de også to store swimmingpools. Den ene ligger foran restauranten, med flot havudsigt. Her er en poolbar, hvor I kan sidde på marmorstole i vandet og nyde en drink. Der er også gode liggestole med madrasser og en romantisk gyngesofa med havudsigt.

Den anden pool ligger i et roligt område bagerst på grunden, hvor der også er en lille restaurant og poolbar. Lige ved siden af denne pool, er en legeplads for de mindste.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort, Zanzibar (se video fra resortet her)

Dag 11 - Zanzibar

Karafuu har deres eget PADI dykkercenter, med meget kyndige instruktører, så det er oplagt at bo her hvis I vil snorkle eller dykke. I kan tage alt fra begynder, til mere avancerede kurser. I kan også snorkle direkte fra stranden, eller tage med en båd længere ud, hvor I kan være heldige at se skildpadder.

Der er også mulighed for at tage på forskellige ture omkring på øen. I kan f.eks. få en rundvisning i en krydderiplantage. Det giver god mening at besøge Jozani regnskoven, på vej til eller fra Karafuu, da man kører lige forbi alligevel.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort, Zanzibar (se video fra resortet her)

Dag 12 - Zanzibar

I hentes af vores chauffør som bringer jer til et andet hotel. Tembo House har den suverænt bedste placering i byen, midt i den hyggelige, gamle bydel Stone Town, tæt på alle attraktioner. Som det eneste hotel i byen, ligger det lige ned til stranden. De har også en fin pool.

Tembo House er en charmerende gammel bygning, der indtil 1884 fungerede som det Amerikanske konsulat. Huset er flot restaureret med respekt for historien, og overalt på hotellet findes antikke møbler og kunst. Værelserne er indrettet i lokal swahili-stil med træudskårne møbler og en kæmpe seng. Badet minder om et Hammam, med fine klinker og badekar/bruser. Vi vil forsøge at få plads til jer i deres familieværelse, hvor der er god plads til selv en stor familie. Værelset er rigtig stort, med 3 dobbeltsenge og har den bedste placering på hotellet, med en flot havudsigt og en stor balkon.

Fra hotellet kan I trygt se jer omkring i byen, og shoppe i de små boder på det lokale marked. Eller få en guide til en historisk rundtur på 2-3 timer, hvor I ser det gamle slavemarked, oplever byens folklore, museer og meget mere, og lærer at finde rundt på egen hånd.

I kan godt spise på Tembo Hotel, men menuen er ikke så spændende, og de serverer kun alkoholfrie drikkevarer. Vi anbefaler at man prøver en af de mange gode restauranter i nærheden af hotellet. Spis eventuelt på Restaurant Livingstone med fødderne plantet i strandsandet og med udsigt over havnens skibe. Den ligger blot et par huse fra hotellet. I bør også besøge madmarkedet om aftenen. Her står kokke i lange rækker og griller fisk og skaldyr, steger specielle Zanzibar-pizzaer, og presser sukkerrør til en lækker drink med ingefær og lime. I baggrunden går solen ned bag havet, mens byens unge drenge konkurrerer i akrobatiske udspring fra havnekajen.

Logi og forlejning
Tembo Hotel (se video fra hotellet her)

Dag 13 - Zanzibar

I har en sidste dag til at slappe af ved hotellet eller se jer omkring i den gamle bydel.

Zanzibar er en fantastisk flot ø i det indiske ocean. Her er smukke hvide sandstrande med et dejligt varmt hav. Der er også mange ting at se og opleve. I kan f.eks. få en rundvisning i en krydderiplantage eller besøge kæmpeskildpadderne på Prison Island. Vi hjælper gerne med at arrangere jeres ture på øen. Se mere på siden ”Aktiviteter på Zanzibar”.

Om eftermiddagen bliver I hentet af vores chauffør og kørt til Zanzibar Lufthavn for at vende snuden mod Danmark.

Logi og forplejning:
På flyet.
 

Zanzibar er fyldt med dejlige strande
Børnevenlig ressort på Zanzibar
Store værelser velegnede til børnefamilier
Zanzibar er eksotisk og farvestrålende

Om Zanzibar

Zanzibars strande bliver ofte udråbt til at være blandt verdens bedste. Det klare turkisblå hav er varmt som et badekar og de hvide sandstrande bløde som flormelis. Perfekt indrammet af smukke kokospalmer.

Men Zanzibar er meget mere end lækre bounty-strande, her er en masse at se og opleve og øen har en spændende kultur og historie, som særligt kommer til udtryk i den charmerende gamle bydel Stone Town. I kan snuse omkring i de hyggelige snævre gader og shoppe i de mange fine boder. Et højdepunkt er et besøg på madmarkedet, hvor kokke står i lange rækker med hver deres grill og serverer friskgrillet fisk og skaldyr. Gå ikke glip af friskpresset sukkerrørsjuice med ingefær og lime! Prøv også den specielle Zanzibar-pizza, som laves enten med oksekød eller med banan og chokolade.

Zanzibar er også kendt for sine mange krydderiplantager. I kan få en rundvisning i en af disse og se hvordan de friske krydderier ser ud. I kan også komme til at svømme med delfiner, besøge en koloni af kæmpeskildpadder, eller få en guidet tur i Jozani regnskoven og se de søde Colobus aber. Der findes mange smukke koralrev rundt om Zanzibar. Revet gør at der ikke kommer store bølger, og holder desuden hajer væk. Vandets gode sigtbarhed gør det til en helt unik oplevelse at dykke eller snorkle her. Overalt på østkysten og i nord kan I snorkle direkte fra stranden, men der vil være en del mere at se, hvis I sejler med en båd ud til et koralrev. Der er spændende vrag ud for Stone Town og Mnemba Atollen ud for den nordøstlige kyst, er et af de bedste dykkerspots i Østafrika.

Vi hjælper gerne med at arrangere jeres ture på øen. Se venligst ”Aktiviteter på Zanzibar”.

Dette er blot et forslag til hvordan jeres rejse kunne se ud. Den kan forkortes eller forlænges og indholdet kan ændres efter behov. Vi skræddersyr alle vores rejser, så har I andre ønsker kan I bare sige til.

KONTAKT OS FOR ET TILBUD PÅ DENNE REJSE

(+45) 61701610info@tanzaniatours.dk