Praktisk information om din rejse til Tanzania

Medlem af rejsegarantifonden

TANZANIA TOURS ApS er selvfølgelig medlem af Rejsegarantifonden. Vores medlemsnummer er 2659.
Du vil dermed være dækket i det usandsynlige tilfælde at TANZANIA TOURS ApS, eller det pågældende flyselskab skulle gå konkurs.

Bestilling af rejse

Ved bestilling af rejsen modtager du oplysninger om indbetaling af depositum. Når depositum er betalt påbegynder vi
booking af rejsens elementer, og du vil modtage et brev med posten med alle nødvendige oplysninger; turbeskrivelse,
booking bekræftelser, slutfaktura, flybilletter, pakkeliste, kontakter etc.
Når depositum er betalt er aftalen bindende for parterne og nedenstående afbestillingsregler er gældende.

Betaling

Depositum er på 20 % af rejsens pris og skal betales ved bestilling af rejsen. Depositum kan ikke tilbagebetales.
Restbeløbet skal betales senest 60 dage inden afrejse, med mindre andet er aftalt.
Betales rejsens pris ikke som aftalt, forbeholder vi os ret til at ophæve aftalen og tilbageholde depositum.

Afbestilling

Din rejse kan til hver en tid afbestilles, dog gælder følgende regler:
Ved afbestilling inden 60 dage før afrejse er kun det indbetalte depositum tabt.
Ved afbestilling senere end 60 dage før afrejse refunderes 50 % af rejsens pris.
Er din flybillet udstedt ved afbestillingstidspunktet, refunderes dog kun for landarrangementet, uden fly.
Ved afbestilling senere end 14 dage før afrejse kan TANZANIA TOURS tilbageholde hele rejsens pris.
Det anbefales at der tegnes en afbestillingsforsikring. Dette kan gøres gennem TANZANIA TOURS.

Ændring efter bestilling eller afrejse

Da booking af hoteller først sker efter modtagelse af depositum, kan det forekomme at et eller flere af de ønskede
hoteller er optaget. I sådanne tilfælde har TANZANIA TOURS ret og pligt til at booke et hotel af samme standard, i
samme område. Vi gør alt hvad vi kan, for at gøre din rejse så god som muligt, og laver selvfølgelig ingen ændringer
uden at have fået din accept først.

Vi forbeholder os ligeledes ret til at ændre i dele af rejsens program, også efter afrejse, såfremt dette ikke kan
gennemføres pga. forhindringer der er ude af vores kontrol, som vi af gode grunde ikke kunne forvente, da aftalen
blev indgået og følgerne ikke kunne forudses eller undgås.

Det forekommer, at vores udgifter til rejsen pludseligt kan blive markant forhøjet som følge af nye skatter og afgifter i
Tanzania, eller svingninger i dollarkursen. Danske rejsebureauer har ret til at lade prisen på rejsen stige med op til
10%, efter at aftalen er indgået. Denne ret har vi dog valgt ikke at benytte os af.
Så den aftalte pris står ved magt, og TANZANIA TOURS dækker selv et evt. tab.

Gensidig ret til at ophæve aftalen ved katastrofer

Både arrangøren og den rejsende har ret til at ophæve aftalen, hvis der, efter at aftalen er blevet bindende for begge
parter, på eller i nærheden af rejsemålet forekommer en katastrofe, krigshandlinger, epidemi, terror, strejke eller
anden indgribende hændelse, der væsentligt påvirker muligheden for at gennemføre rejsen, eller forholdene på
rejsemålet på det tidspunkt da rejsen skulle gennemføres.

Hvis Udenrigsministeriet 14 dage inden afrejse fraråder rejser til det pågældende rejsemål, refunderer TANZANIA
TOURS hele rejsens pris, med mindre de samme forhold var gældende ved bestilling af rejsen.

SÆRLIGT OMKRING CORONA (COVID19)

Vi danskere er meget velkomne i Tanzania, og der er hverken restriktioner eller fare for karantæne.
Alle hoteller og restauranter har åbent som normalt, og der er ingen krav om brug af mundbind.

Udenrigsministeriet har tildelt Tanzania farven GUL, og skriver at Corona ikke længere er en faktor du skal skele til i dine rejse-overvejelser. Men de anbefaler selvfølgelig at man er vaccineret.

Der er ikke krav om vaccine eller negativ Corona-test, hverken i transit i f.eks. Amsterdam eller Doha, eller ved ankomst til Tanzania. Men du skal vise Corona-pas i lufthavnen i Danmark og ved ankomst til Tanzania.

Du skal derfor sørge for at have QR-koden fra dit Corona-pas klar (tag gerne et skærmbillede af det), eller printe dokumentation ud fra Sundhed.dk. Du kan aktivere dit Corona-pas ved at have gældende vacciner, immunitet fra tidligere smitte eller ved at få taget en test hjemmefra, højest 72 timer fra du ankommer til Tanzania.
Børn under 13 år er fritaget for dette krav.

TANZANIA TOURS tilbyder en ekstraordinær garanti, som dækker vores kunder. Skulle Corona pandemien forværres, så UM igen fraråder unødvendige rejser til Tanzania, har du ret til at aflyse rejsen, og få det betalte refunderet.

Hvis du har tegnet en forsikring gennem os, hos Gouda Rejseforsikring, er du dækket hvis du selv skulle blive syg eller testet positiv for Corona, umiddelbart inden afrejse, og kan således få rejsen refunderet.

Aflyser du af en årsag som ikke er dækket af vores garanti eller din forsikring, kan vi ekstraordinært aftale at udskyde rejsen, mod et gebyr. Der kan dog også være ekstra udgifter til at ændre flyrejsen, hvis billetterne er udstedt, ligesom hoteller og ture kan være dyrere på de nye datoer.

Du løber således minimal risiko, ved at bestille en rejse hos os.

Flybilletter

TANZANIA TOURS hjælper gerne med at booke dine flybilletter. Vi laver en søgning på de datoer du helst vil rejse på,
og kommer med vores forslag til den bedste rute. Hvilken rute du vælger, er din beslutning.
Dette er en service vi leverer stort set uden fortjeneste, og kan ikke blive holdt ansvarlig for evt. ændringer eller
forsinkelser forårsaget af flyselskabet.

Skulle du være uheldig at dit fly bliver forsinket, og du mister en del af din rejse som følge deraf, står vi til rådighed 24
timer i døgnet, og vil sørge for at tilpasse dit program, så du får den bedst mulige rejse på trods af forsinkelsen, men
vi kan ikke stilles økonomisk ansvarlig for ekstra udgifter eller kompensation.

Derfor er det vigtigt at du sikrer dig, at din rejseforsikring dækker tabte rejsedage/feriekompensation.
Forsinkelser forekommer desværre fra tid til anden, og det er surt at miste dele af den rejse du har set så meget frem
til, så det er nødvendigt at blive ordentligt kompenseret.

Ved flyforsinkelser hjælper vi med at søge om kompensation hos flyselskabet efterfølgende. Hvis dit fly til Tanzania
forsinkes i mere end 4 timer, kan hver enkelt rejsende søge om erstatning på op til 600 EURO.

Bliver dit fly aflyst, er det flyselskabets pligt at få dig med næst mulige afgang. Har flyselskabet ikke selv en snarlig
afgang, kan det være med et andet selskab. Også i dette tilfælde kan du søge erstatning.

Fejl eller mangler

Ved væsentlige fejl eller mangler i de aftalte tjenester har du ret til en passende kompensation, med mindre at vi som
arrangører beviser, at fejlen er opstået udenfor vores kontrol.
I tilfælde hvor TANZANIA TOURS bedømmes ansvarlig for fejl eller mangler, vil erstatningen være begrænset til
maksimalt den samlede pris for det produkt eller den service, du som rejsende har mistet.

Skulle dele af rejsen ikke leve op til dine forventninger, i en sådan grad at du mener der er belæg for kompensation,
skal der indgives en klage allerede under rejsen, på nedenstående e-mail eller telefonnr.
I et sådan tilfælde, forventer vi at høre fra dig hurtigst muligt, så vi kan nå at rette op i tide.

Rejsedeltagerens ansvar

Det er dit eget ansvar som rejsende, at sikre at alle formaliteter i forbindelse med indrejse i Tanzania er i orden. Du
skal bl.a. sikre dig at dit pas er gældende minimum 6 måneder efter hjemrejsedatoen, ligesom du selv er ansvarlig for
at anskaffe visum samt alle de nødvendige vaccinationer.

TANZANIA TOURS kræver ligeledes at alle rejsende har tegnet en rejseforsikring inden afrejse.
Har du ikke i forvejen en rejseforsikring med fuld dækning ved sygdom, hjemtransport, ulykke etc. hjælper vi gerne
med en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring. Vi anbefaler en Årsrejseforsikring, med afbestilling, som kan
tilkøbes til en fornuftig pris. Spørg blot en af vores rejsekonsulenter om vejledning.

Vi som arrangører, kan ikke stilles til ansvar for eventuel skade påført den rejsende under fysisk aktivitet.
På ture til Kilimanjaro, med bjergvandring, kræves det at den rejsende er i en nogenlunde fysisk form.

Den rejsende er selv ansvarlig for alle omkostninger der forekommer på grund af mangler i de nævnte formaliteter,
f.eks. hjemtransport som følge af mangel på pas, eller problemer med anskaffelsen af visum.

Forsikring

Ved rejser til Tanzania gælder det gule eller blå sygesikringskort ikke. Derfor SKAL der tegnes rejseforsikring inden afrejse. Vi tilbyder forsikringer i samarbejde med Gouda Rejseforsikring, og sørger for alt i forbindelse med udstedelse af forsikringen, og til samme pris som hos Gouda.

En Gouda rejseforsikring dækker blandt andet tabt bagage, ansvar, hjælp på stedet i 24 timer, lægebehandling, hospitalsindlæggelse og hjemkaldelse ved pårørendes alvorlige sygdom. Afbestillingsforsikring skal betales samtidig med depositum.
TANZANIA TOURS kan hjælpe med følgende forsikringer:

- Afbestillingsforsikring.
- Rejseforsikring.
- Ungdomsrejseforsikring.
- Seniorrejseforsikring.
- Årsrejseforsikring.

Få mere information eller bestil forsikring hos én af vores rejsekonsulenter.

Pas

Inden afrejse skal du sikre dig at dit pas er gældende i minimum 6 måneder efter planlagt hjemrejse, samt at navnet i din flybooking stemmer overens med passet. Det er dit ansvar at dette er i orden.

Visum

For danske statsborgeres indrejse i Tanzania kræves visum, og det er dit ansvar at anskaffe det.

Det er muligt at lave en online ansøgning hjemmefra, men det er enormt bøvlet og vi oplever at de fleste af vores kunder ender med at bruge alt for lang tid på det og bliver frustrerede fordi systemet ikke virker, eller at betalingen ikke går igennem eller at de ikke har modtaget deres visum. Samtidig oplever vi i lufthavnen i Tanzania, at folk der først søger om visum dernede ofte kommer hurtigere igennem, end folk der allerede har visum hjemmefra. Derfor anbefaler vi, at man venter med at søge om visum til man ankommer til lufthavnen dernede. Sørg gerne for at komme lidt hurtigt over landingsbanen og ind i køen.

Der skal udfyldes en visumansøgning for hver person. Også børn. Man skal ikke medbringe pasfoto.
Sørg for at have pas-information klar, samt 50 USD i kontant pr. person.

Udover visumansøgningen skal man også udfylde en Indrejseformular med næsten samme info. Den får man som regel udleveret i flyet.

Under CONTACT PERSON IN TANZANIA skriver du bare navnet på det første hotel du skal bo på.
 

 

Vaccination og sygdomme

Tanzania er et ganske ufarligt land at rejse i, særligt hvis du har fået de anbefalede vaccinationer.
Ved indrejse i Tanzania anbefaler vi som minimum vaccination mod Difteri/Stivkrampe og Hepatitis A.

Difteri og stivkrampe:
Langt de fleste danskere er beskyttet, da vaccine mod disse sygdomme har været tilbudt i børnevaccinationsprogrammet siden 1950. Den gælder dog kun i 10 år, så fra man fylder 15 år skal man revaccineres.

Hepatitis A:
Er rigtig god at have ved rejser udenfor Europa. Får du 2 stik gælder den 40 år, eller formentlig hele livet.
Hepatitis B smitter kun via blod eller seksuel kontakt, så risikoen er usandsynligt lille på denne rejse.

Gul feber:
Risikoen for smitte med Gul feber er meget lav i Tanzania, og der er intet krav om vaccination.
Alligevel anbefaler vi vores rejsende at tage vaccinen, da det er en billig vaccine som holder resten af livet og der er
meget få bivirkninger. Undtaget er spædbørn og personer over 60 år, da risikoen for bivirkninger er større. Husk at
tage din læge med på råd.
Det er et krav fra myndighederne på Tanzanias fastland og på Zanzibar at du er vaccineret mod Gul feber hvis du
rejser fra, eller har været i transit i min. 12 timer i et land hvor Gul feber er udbredt.

Før 2015 var vaccination et krav for indrejse til Zanzibar. Det er det ikke længere, men mange rejsebureauer og endda
vaccinationsklinikker er ikke bekendt med denne ændring i reglerne. Det er vi.
Vi er løbende i dialog med ambassaden i Stockholm, så skulle du støde på en lufthavnsansat som ikke er bekendt med
reglerne, og du har valgt vaccinen fra, kan du henvise til ambassadens hjemmeside, hvor det på engelsk fremgår, at
vaccinen ikke er et krav for indrejse til Zanzibar, blot en anbefaling.
For mere information om gul feber henvises til Udenrigsministeriets hjemmeside: www.um.dk

Malaria:
Der er risiko for Malaria i hele Tanzania, selvom udbredelsen efterhånden er meget begrænset.
Den bedste forebyggelse, er at klæde om til lange ærmer, når solen begynder at gå ned, og sørge for at spraye grundigt
med myggebalsam, hvor du har bar hud. Så undgår du langt de fleste stik.
Alle vores hoteller har myggenet. Tjek gerne indersiden af dit myggenet for myg, inden du går til ro.

Du kan også overveje at tage forebyggende medicin mod Malaria. Vi anbefaler Malastad, som er et nyt kopiprodukt af
Malarone, som giver den bedste dækning og har færrest bivirkninger.

Ebola:
Der er absolut ingen grund til at frygte Ebola under en rejse i Tanzania. Der har ikke været et eneste tilfælde af sygdommen i Tanzania, og myndighederne er meget opmærksomme på at screene indrejsende fra Vestafrika.
Du kan se den seneste udvikling på Serum Instituttets hjemmeside: SSI.dk

Corona (Covid19):
Ifølge Udenrigsministeriet er Corona ikke længere noget man skal være bekymret for på en rejse, så længe man selv er vaccineret. Hvis du sørger for at holde en god håndhygiejne, bør risikoen for smitte være minimal.

Bagage

De fleste af vores ture arrangeres med KLM eller Qatar Airways. På deres fly til Tanzania er det tilladt at medbringe 2
tasker/kufferter á 23 kg. pr. person. For andre selskaber henvises til deres hjemmesider.

Bemærk, at det ved indenrigsflyvning i Tanzania kun er tilladt at medbringe 1 taske/kuffert på max. 23 kg. pr. person.
Skal du med et indenrigsfly, f.eks. Precision Air fra Arusha til Zanzibar, er det derfor denne grænse der sætter
rammen for hele turen. Herudover må du medbringe 1 stk. håndbagage á 10 kg.

Det sker af og til at bagage bliver forsinket ved et flyskifte. Du skal udfylde en formular i lufthavnen, så tager vores
folk sig af resten, og bringer bagagen til dig, som regel indenfor 30 timer.
Din forsikring bør dække hvad du måtte have brug for at købe, som følge af forsinkelsen.

Udstyr

TANZANIA TOURS udleverer som vejledning en pakkeliste ved bestilling af rejse. Det anbefales at medbringe et godt kamera til turen, især på safari. Alle vores safari-biler er udstyret med to kikkerter af god kvalitet.

På ture til Kilimanjaro er det vigtigt at have noget godt udstyr. Gode telte, duffel-bags og madrasser forsynes af TANZANIA TOURS. Alt andet udstyr kan lejes gennem vores guider i Tanzania.

Pris pr. person, pr. tur:

Sovepose (klarer minus 20 grader): USD 20 Vandrestøvler (god kvalitet): USD 25 Vandrestave (sæt): USD 15 Regnjakke: USD 15 Regnbukser: USD 20 Gode handsker: USD 15 Pandelampe: USD 12

Drikkepenge

TANZANIA TOURS sikrer alle vores samarbejdspartnere en fair løn. I Tanzania er det dog normalt at give drikkepenge udover denne løn, og for den pågældende ansatte har denne ekstra indtægt stor betydning for familiens levestandard. Vi understreger, at det altid bør være en personlig vurdering, hvor meget man ønsker at give, vurderet ud fra tilfredsheden med den ydede service.

Disse beløb viser, hvad der er kutyme for at give (viste beløb er pr. gruppe pr. dag):

Safari guide: USD 15 - 25 

Kilimanjaro guide: USD 15 - 25

Assisterende guide: USD 12 - 20

Kok på Kilimanjaro: USD 10 - 15

Bærere på Kilimanjaro: USD 7 - 10

Chauffør på Zanzibar: USD 5 - 10

Hvis du skal bestige Kilimanjaro, skal du være opmærksom på at det er en større flok af hjælpere du får med dig. Der vil være minimum en guide, en kok og 4 bærere pr. person i gruppen. Vi er, som det eneste danske rejsebureau, med i en organisation der varetager bærernes rettigheder og sikrer dem ordentlige arbejdsforhold, bl.a. med regler for hvor meget de må bære.

Diverse hotelansatte forventer ligeledes drikkepenge. Vi anbefaler at give dem samlet, ved at lægge lidt i den ”tipping box” som findes på alle hoteller. Så fordeles det ligeligt, så også kokke og gartnere får lidt. Hermed slipper du for at dele ud til hver enkelt som servicerer dig. Ca. 10 USD pr. dag er passende.

Penge

I Tanzania er møntfoden Tanzaniske shilling. Der kan dog betales med US-dollars langt de fleste steder.

Vi anbefaler at du medbringer dollars hjemmefra. Det skal gerne være nye 100 USD og 50 USD sedler, fra år 2008 eller
senere, da ældre sedler kan være svære at komme af med. Sørg også for at have mindre dollarsedler med til bl.a.
drikkepenge. Disse kan dog også betales i shillings.

Skal du besøge markeder eller små lokale restauranter, kan det være en fordel og at have lidt shillings.
I Arusha og Moshi er der vekselbutikker og banker hvor der kan hæves med kort.

På Zanzibar kan der kun hæves penge i Stone Town, men det er muligt at betale med kort på de fleste hoteller, dog
ikke på Chapwani Private Island. Vær opmærksom på at hotellerne lægger 2-6 % på beløbet.
På The Z Hotel tager de ikke imod kontanter, men kun kort. Til gengæld tager de kun 2 % i gebyr for det.

Respekt for natur og kultur

Tanzania har et dyreliv og en natur, der er i særklasse og nationalparkerne i Tanzania er på UNESCOs liste over unikke verdensområder. Tag derfor hensyn til naturen. Smid aldrig affald eller cigaretskod i naturen. Er der ingen skraldespand i nærheden, hjælper guiderne gerne. Respektér de vilde dyr, kom ikke for tæt på og forstyr dem ikke mere end højst nødvendigt.
Vis også respekt for de lokale kulturer. Tag ikke billeder af mennesker du ikke kender. Ønsker du at fotografere personer, bør du altid spørge om tilladelse først.

På Zanzibar, som har en muslimsk kultur, bør du ikke vise bare skuldre eller knæ, når du færdes i byerne. På stranden og på hoteller kan du naturligvis gå klædt som du ønsker. Under ramadanen bør du ligeledes vise respekt, og ikke drikke og spise åbenlyst på gaden, før solnedgang. Sørg for at spise og drikke på hoteller og restauranter.

Det er en god idé at medbringe et par små gaver. Det giver en stor glæde for alle at overrække lidt brugt tøj, skoleting eller legetøj til børn du møder på din rejse. Selv de mindste ting vil blive højt værdsat.

Vilde dyr

Vi har udvalgt nogle safari lodges som holder en høj standard og tilbyder god komfort. Men de ligger midt ude i den
vilde natur, og særligt ved luksusteltene kommer der ofte dyr helt tæt på, så det er vigtigt at tænke sig om. Du skal
tage hensyn, have respekt for de vilde dyr og holde en passende afstand.
Lad aldrig mindre børn gå alene rundt mellem teltene, og skal du gå til dit telt om aftenen, skal du sørge for at blive
eskorteret af lodgens personale, eller gå sammen med andre gæster.

Er du bange for kryb og slanger skal du ikke være urolig. De er ikke så udbredt i Tanzania, og få af dem er farlige. De
kan dog forekomme på stierne omkring teltene, men de hører dig lang tid før du ser dem, og søger tilflugt. Krybdyr og
rovdyr ved godt at vi mennesker er overlegne, så de holder sig væk.
Lav evt. lidt ekstra larm når du går om aftenen, hvis du vil være helt sikker på ikke at møde dem.

Så længe du sørger for at lukke dit telt helt til, har du en tryg og sikker base, hvor ingen dyr finder på at trænge ind.
Lad dog være at medbringe mad i teltet. Myg er det eneste problem, så sørg for at gå hurtigt ind og ud af teltet, og tjek
gerne indersiden for myg, inden du går til ro.

Ny lov om brug af plastikposer

Myndighederne i Tanzania har pr. 1. juni 2019 indført en ny lov, der forbyder al brug af plastikposer.
Det gør de selvfølgelig for at beskytte deres unikke natur. Vi opfordrer vores kunder til at overholde denne lov, af
hensyn til naturen, men også fordi der er ganske strenge strammerammer for overtrædelser.

Det betyder at I ikke må medbringe indkøbsposer og andre bæreposer af plastik.
I må dog gerne medbringe de små plastikposer som udleveres i lufthavnen, til toiletartikler, da det er et krav ift.
flysikkerhed. Myndighederne forventer, at I tager dem med på flyet hjem igen.

Sikkerhed

Tanzania er et meget trygt land at rejse i. Vi har sendt mere end 5.000 gæster afsted, og ikke en eneste har fået stjålet
noget eller er kommet til skade.

Tyveri kan selvfølgelig forekomme, ligesom det kan herhjemme. På en almindelig safari eller Kilimanjaro trekking er
det meget usandsynlig, da du oftest befinder dig ude i naturen. Du kan også sagtens bevæge dig rundt i Arusha og
Moshi på egen hånd, men her skal du tænke dig lidt om, og ikke have for mange værdier med. De fleste tyverier sker i
Dar es Salaam, så der skal man være ekstra forsigtig.

På en badeferie på Zanzibar er der meget lille risiko for tyveri eller overfald. I Stone Town ses enkelte tilfælde, men
hvis du lader de fleste værdier blive på værelset, frister du ikke nogen.
Der er sikkerhedsbokse på alle vores udvalgte hoteller.

I trafikken skal du passe på. Vi bruger gode nye biler, og vores chauffører kører forsigtigt, men vejene er ikke så sikre
som herhjemme. Sørg for at bruge sikkerhedsselen og undgå så vidt muligt at køre om aftenen. TANZANIA TOURS
kan ikke være ansvarlig for evt. uheld forårsaget af tredjepart, så igen er det vigtigt at du sikrer dig at din
rejseforsikring dækker fyldestgørende.

Lægehjælp i Tanzania

Vi laver KUN rejser til Tanzania, og kender landet rigtig godt. Derfor ved vi også hvordan man skal forholde sig, og
hvor man kan få hjælp, hvis en af vores kunder skulle være så uheldig at komme til skade eller blive syg, under
opholdet i Tanzania. Vores kunder rejser med gode biler, bor på komfortable hoteller og spiser veltillavet mad. Vi har
sendt mange tusinde danskere til Tanzania, og ikke en eneste har været alvorligt syg eller er kommet til skade. Du er
også i trygge hænder.

Skulle du alligevel få brug for lægehjælp, kan vores guider og receptionen på det hotel du bor på hjælpe.
Du kan også altid få fat i os på det nødnummer der er nævnt under kontaktoplysninger.
Vi anbefaler følgende lægeklinikker og hospitaler:

Under safarien: Fame privatklinik ved Karatu by, som ledes af en amerikansk læge.
I Arusha: Arusha Lutheran Medical Centre – velorganiseret hospital med international lægestab.
Zanzibar nord (Nungwi): North Valley Hospital - Lille privatklinik med internationale læger.
Stone Town, Zanzibar: Tasakhtaa Global Hospital – Nyt hospital med international lægestab.

Souvenirs

Du skal være opmærksom på, at det ikke er alt du kan købe i Tanzania, som lovligt kan tages med hjem.
F.eks. har EU vedtaget strenge regler om indførsel af animalske produkter, fordi de kan indeholde smitte med
sygdomme, som kan spredes til vores husdyr. Myndighederne har stor fokus på smitterisiko, og der vil i fremtiden
blive øget kontrol med indførslen og højere bøder for overtrædelser på dette område.

Se mere på fødevarestyrelsens hjemmeside: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon

Det er naturligvis streng forbudt at købe horn, tænder, skind og andre dele fra truede dyrearter.
Det er også ulovligt at købe eller samle levende konkylier og muslinger fra havet. I princippet er det også ulovligt at
samle døde konkylier og muslinger fra stranden og tage dem med hjem, men er det kun et par stykker, ser
myndighederne som regel igennem fingre med det.

Vejafgift på Zanzibar

Pr. 1. juli 2015 har myndighederne på Zanzibar indført en ny afgift, som alle turister skal betale.

De kalder den “Infrastructure Tax” og den skal dække vedligehold af vejnettet.

Den nye afgift vil blive opkrævet af hotellerne ved udtjekning, og er på 1 USD pr. nat pr. person.

Afstande mellem nationalparkerne

Tanzania er et stort land, 21 gange større end Danmark, så der er nogen afstand mellem de forskellige seværdigheder.

Til information er her afstandene mellem safariparkerne:

Arusha – Moshi: 85 km. (ca. 1 ½ time)

Arusha – Tarangire: 110 km. (ca. 2 timer)

Arusha – Lake Manyara: 120 km. (ca. 2 timer)

Arusha – Ngorongoro krateret: 190 km. (ca. 3½ time)

Arusha – Serengeti: 340 km. (ca. 5½ time)

Lake Manyara – Ngorongoro: 70 km. (ca. 1½ time)

Lake Manyara – Tarangire: 55 km. (ca. 1 time)

Ngorongoro Farm House – Arusha indenrigs lufthavn: 170 km. (ca. 3 timer)

Kilimanjaro Intl. lufthavn – Arusha: 50 km. (ca. 45 min.)

Arusha by – Arusha indenrigs lufthavn: 15 km. (ca. 30 min)

Zanzibar lufthavn – Stone Town: 05 km. (ca. 10 min)

Stone Town/lufthavn – Nungwi (nord): 60 km. (ca. 75 min)

Stone Town/lufthavn – Zanzibars østkyst: 60 km. (ca. 75 min)

Tjek ind i Zanzibar Lufthavn

Hvis du flyver ud af landet fra Zanzibar, til f.eks. Nairobi eller Europa, kan du blive tjekket ind til hele hjemrejsen fra
Zanzibar. Bagagen finder også selv vej til slutdestinationen. Men flyver du via Dar es Salaam i Tanzania, skal man
som regel samle sin bagage op igen der, og tjekke ind igen, til resten af turen. Det er ganske ukompliceret og vi sørger
selvfølgelig for, at der er tilstrækkeligt med tid på ruten.

Støt Afrika

Når du køber en rejse gennem TANZANIA TOURS, er du samtidig med til at støtte landet. En stor del af rejsens pris går nemlig direkte til lokalbefolkningen, eller til den tanzaniske stat. Hver gang en rejsende besøger en nationalpark i Tanzania, betales et stort beløb til staten i parkafgifter. På den måde kan de smukke parker vedligeholdes og det sikres, at man også om 100 år kan tage på safari.
Vi samarbejder kun med lokale guider i Tanzania. Ingen kender landet eller naturen bedre end dem, og de er enormt erfarne. Vi sikrer at de får en fair løn, så de kan forsørge deres familier.

TANZANIA TOURS er altid på udkig efter velgørende projekter, hvor vi kan gøre en forskel. F.eks. har vi købt skolebænke til en lille skole udenfor Arusha, og dermed sikret næsten 400 børn en siddeplads.

My African Child – 100% til børnene!
TANZANIA TOURS er hovedsponsor i My African Child. Det er en unik dansk organisation, som støtter sårbare børn i Tanzania med skolegang og giver dem en værdifuld fremtid. Gennem private sponsorer hjælper organisationen børn fra meget fattige kår eller børnehjem. Organisationen giver samtidig børnenes familier mulighed for at forblive en del af børnenes liv. Du kan også blive sponsor og være med til at give børn i Tanzania en chance. Du bestemmer selv beløbet. Din støtte går 100 % til dit sponsorbarn. For mere information se: myafricanchild.dk

Erhvervspartner i LÆGER UDEN GRÆNSER
Vi er dybt berørte af situationen i Syrien, og føler at vi er nødt til at støtte hvor vi kan, indtil der igen er fred i landet. Derfor donerer vi hvert år 10.000 kr. til LÆGER UDEN GRÆNSER. De er også til stede i Tanzania, hvor man i et øde område tæt ved Burundi, har taget imod flere millioner flygtninge gennem de sidste 30 år. Lokalbefolkningen i Tanzania har altid vist stor gæstfrihed, og integrationen har været en stor succes. De fleste flygtninge er siden vendt tilbage til deres hjem.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL VORES REJSER?

61 70 16 10info@tanzaniatours.dk