DET BEDSTE TIDSPUNKT AT VÆRE PÅ SAFARI I TANZANIA

På grund af Tanzanias beliggenhed tæt på ækvator er det tropiske klima relativt konstant hele året rundt. Temperaturen i dagtimerne ligger normalt mellem 25 og 32 grader, men tidligt om morgenen og aftenen er det mærkbart køligere. Omkring safariparkerne er der lidt køligere end i resten af landet, og det giver et meget behageligt vejr at tage på safari i. Vejret kan variere lidt fra år til år, men generelt har Tanzania to tørre årstider og to årstider med regn.

Det er vigtigt at bemærke, at regional variation og højde også spiller ind på valget af safari-destination. Hvis du har særlige ønsker til hvilke dyr du ønsker at se, skal du både overveje hvilke parker du vil besøge, og på hvilket tidspunkt af året du rejser.

Tanzania Tours er eksperter i Tanzania. Vi laver kun rejser til Tanzania og har gjort det siden 2006. Vi har et enormt kendskab til parkerne i Tanzania, og ved præcist hvor du får de største oplevelser.
I vores skræddersyede programmer tager vi højde for årstiden og dyrenes placering, og sikrer at du bor de helt rette steder, midt ude i den vilde natur, tæt på dyrene.

HVOR SKAL MAN VÆRE, OG HVORNÅR?

Læs mere om vejret og de forskellige sæsoner i de nordlige og sydlige parker.

De nordlige parker
Det nordlige Tanzania er hjemsted for den klassiske safarirute, hvor de mest kendte parker Serengeti National Park og Ngorongoro krateret ligger, sammen med de lidt mindre kendte Lake Manyara og Tarangire National Park. Her findes det største antal af vilde dyr i hele verden, og der er næsten garanti for at se “The big five” og meget mere, lige meget hvornår på året du tager afsted.

Det mest populære tidspunkt at besøge de nordlige parker, er i vores sommerferie mellem juli og august. Vejret er perfekt til safari, omkring 25 grader og meget lidt regn. Parkerne er tørre, så dyrene er koncentreret omkring vandhullerne, og da græsset er kort er det nemt at få øje på dyrene. Mange tager til Serengeti for at opleve den store migration af gnuer og zebraer, når de krydser floderne for at komme til det friske græs i nord.

Et andet godt tidspunkt at besøge de nordlige parker er fra december til marts, hvor mange dyr er samlet omkring Ndutu søen syd for Serengeti. Det er på denne årstid gnuerne kælver, hvilket tiltrækker en del rovdyr, så der er ofte gode chancer for at se en jagt. I januar og februar er parkerne tørre, da perioden ligger mellem den korte regntid fra november til midt december og den lange regntid fra marts til maj.

Det er altid skønt at rejse om vinteren, så man slipper for det triste vejr herhjemme, og kommer ned i varmen. Vi foretrækker safari i januar, hvor der er færrest turister, men februar er også rigtig god.
Januar-februar, sommerferien og især juletiden er højsæson, med mange turister og højere priser, og man skal være tidligt ude for at få de bedste flypriser, og være sikker på at få plads på de gode hoteller og lodges.

De sydlige parker
De mindre besøgte parker i det sydlige Tanzania, som Selous og Ruaha, er stort set uberørte af turister hele året, men byder på den samme smukke natur og overflod af vilde dyr, som de mere kendte parker i nord. De har været overset af både medier og turister og meget få turister finder dertil. Måske også fordi parkerne med deres placering er mere ufremkommelige. Men det er vild natur, og måske en endnu større naturoplevelse end parkerne i nord.

Et godt tidspunkt at besøge Ruaha og Selous er i den tørre periode mellem juni og oktober. Her er det nemt at se dyrene, og de er samlet omkring floden. Det er også værd at overveje januar til marts, som generelt er en roligere tid at besøge parkerne i, så du kan have naturen for dig selv. I den periode er det lidt mere udfordrende at få øje på dyrene, men til gengæld er alt grønt og frodigt.

Den store migration i Serengeti
Mange af vores kunder tager på safari til Tanzania for at opleve gnuernes vandring i Serengeti, og det med god grund. Det er et af de største naturvidundere der findes på denne jord når over en million gnuer, og flere hundredetusinde gazeller og zebraer vandrer over Serengetis sletter, efter det friske græs.

Dette storslåede naturfænomen er direkte forbundet med vejrmønstre, da dyrene bevæger sig for at græsse og søge nye vandkilder. Dette sker året rundt, og muligheden for at opleve dyrene på tæt hold afhænger helt af, hvor du er på safari. 

I januar til marts befinder dyrene sig normalt i det sydlige Serengeti, og de begynder først at bevæge sig nordpå i april, hvor de vandrer gennem det centrale Serengeti, kaldet Seronera, og rammer den vestlige korridor en gang i maj. Omkring maj / juni krydser de Grumeti River, og de bevæger sig gennem det centrale område af Serengeti igen omkring juli. I september befinder de sig langt mod nord ved grænsen til Kenya, inden I vandrer ind i Masai Maraii Kenya i oktober måned. Endeligt migrerer de igen sydpå i november hvor de når de østlige sletter omkring starten af den korte regntid. I løbet af december er de igen tilbage ved Ndutu søen, lige syd for Serengeti, hvor de spiser sig mætte og gør klar til at kælve i januar, inden hele cyklussen starter forfra.

Du kan læse meget mere om den store migration og se et kort over gnuernes vandring her:

Den store migration på Serengeti (link).

Herunder kan du læse mere om vejret på safari gennem hele året.

MIDT DECEMBER - FEBRUAR

Perioden fra midten af december til februar er et særligt godt tidspunkt at tage på safari i Ngorongoro krateret og i Serengeti. I slutningen af december og januar er luftfugtigheden og varmen normalt høj, men da de to parker ligger højt over havet, er det ikke så varmt her som I andre dele af landet. Ngorongoro krateret er i tillæg den park i Tanzania hvor muligheden for at få øje på næsehorn er størst. Hvis du vil se The Big Five skal du altså en tur ned i krateret.

Det mest populære tidspunkt for rejser til Tanzania er perioden mellem jul og nytår. Flypriserne er høje og det er vigtigt at bestille i god tid, så du er sikker på at få plads på de hoteller og lodges vi helst vil bruge. Disse kan du læse mere om her. Det betyder også at priserne er højere end resten af året, og at der vil være mange andre safari-biler i parkerne.

Januar og februar er absolut den bedste tid på året for at se gnuernes kælvning. Dette sker normalt i Ndutu i den sydlige del af Serengeti, hvor millioner af gnuer samles for at spise det friske græs og føde deres kalve. Omkring 500.000 gnukalve bliver på kort tid født, og det er en stor oplevelse at se de første vaklende skridt i deres nye habitat. Januar og februar er stadig højsæson, men dog billigere end sidste halvdel af december.

MARTS

Den kraftige regn i den lange regntid, som af de lokale bliver kaldt masika, plejer at begynde i marts, og fører et tættere skydække og en højere luftfugtighed med sig. Regnen varer sjældent hele dagen, men den kan komme hyppigt, og forekommer næsten dagligt hele måneden. Det betyder at nogle veje bliver utilgængelige, og enkelte lodges og lejre lukker også i denne periode. Men naturen er smuk og frodig, og der er færre turister så oplevelsen er mere unik. Du får også mere for pengene end i højsæsonen.

APRIL - MAJ

Den lange regntid fortsætter i april, med masser af skyer og regn. De sydlige og vestlige parker har den højeste luftfugtighed i regntiden, og hoteller og lodges lukker eller giver gode rabatter på grund af det ugunstige klima. Hvis du vil have meget safari for pengene skal du overveje at rejse i regnsæsonen. Der er nemlig mange penge at spare på at tage afsted i denne periode, da både fly og hoteller er markant billigere end resten af året.

En anden fordel er at der stort set ingen turister er i parkerne, så du har naturen for dig selv. Det giver en mere vild oplevelse. Der er stadigvæk masser af dyr som udnytter de ubegrænsede vandforsyninger. Dyrene kan være sværere at opdage, på grund af den grønne og frodige vegetation, men der er stadigvæk masser af rovdyr og planteædere tilbage i parkerne.

I de sydlige og sydøstlige dele af Serengeti, som har åbne sletter uden meget vegetation vil safarien være rigtig god, selv under regntiden. Gnuerne begynder sin vandring mod nord i april, og så længe du pakker dit kameraudstyr vandtæt er der masser af muligheder for at få nogle gode skud af de små, sjove størrelser.

I de seneste år har maj været overraskende tørt i Tanzania, selv om den lange regntid officielt fortsætter i denne måned, men det er meget svært at forudsige om der kommer regn eller ej. Derfor er maj måned en favorit hos os. Der får du nemlig lavsæson-priser, men har gode chancer for at få højsæson-vejr.

JUNI - JULI

Juni er starten på en af de bedste perioder at tage på safari i Tanzania. Det er den tørre årstid, med blå himmel og sol hele dagen, og landskabet er stadigvæk grønt og frodig efter den lange regntid. Vejret er meget behageligt til safari, med temperaturer omkring 22-25 grader.

Det dejlige klima betyder dog, at priserne også stiger betydelig, og der er mange turister på safari i denne periode, selvfølgelig særligt i sommerferien fra midt juli til midt august.

I juni samler gnuerne sig ved Grumeti-floden i et meget stort antal, for at forøge sandsynligheden for at komme levende over, inden de i tusindtal forsøger at krydse floden. Et højere antal gnuer betyder nemlig, at sandsynligheden for succes for hver enkelt gnu øges. Alligevel bliver mange gnuer snuppet af krokodiller, eller kommer til skade i forsøget på at nå den anden bred. Hvis du er i området på det rigtige tidspunkt, er der gode mulighederne for at se en krokodille fange en gnu.

I juli fortsætter det gode vejr, og det er den mest regnfattige af årets måneder i Tanzania, med et gennemsnit på kun 13mm regn i hele måneden. Jorden er derfor meget tør, og der bliver skabt skyer af støv når man kører over sletterne. Det kan derfor være en god ide med en Buff eller halstørklæde samt solbriller til at dække ansigtet. Du kan læse mere om hvad vi anbefaler, at du tager med på en safari i vores pakkeliste.

Juni og juli er den køligste periode i Tanzania. Temperaturen i juni og juli er dog ganske varm i dagtimerne, perfekt til safari, men om natten ligger den som regel omkring 12 – 14 grader. Ved Ngorongoro krateret kan der blive rigtig koldt, ned til frysepunktet faktisk, da det ligger så højt.

AUGUST - SEPTEMBER

Da klimaet fortsætter med at være tørt og varmt, bliver landskabet tørrere og vandhullerne begynder at svinde ind.

Der er færre blader på træerne, hvilket gør det nemmere at opdage dyrene end i de foregående måneder. Mange af de store sletter er græsset ned af flokke af bøffel og antilope hen over sommeren, og selv om den store migration har forflyttet sig til det nordlige Serengeti, vil der være masser af planteædere og rovdyr tilbage i det centrale Serengeti.

De fleste af Ngorongoros mange dyr er permanente, så der er altid rigtig meget at se.

Tarangire National Park er også et godt sted at tage på safari i denne periode, da den netop på dette tidspunkt af året er fyldt med vilde dyr. Fra august til oktober er det nemlig den tørre periode, hvor de fleste vandhuller i de omkringliggende områder tørrer ud, så dyrene trækker mod den permanente flod i Tarangire.

OKTOBER

Temperaturerne stiger igen lidt i oktober og gør morgener og nætter mere komfortable. I Tanzania er der forår, og hele måneden er en rigtig dejlig tid at besøge landet på. Der er heller ikke så mange safari-turister i oktober, og priserne på hoteller og fly ligger generelt noget lavere end i højsæsonerne omkring jul og i sommerferien.

Tarangire National Park er blevet endnu tørre og endnu bedre at besøge. Dyrene er koncentreret omkring den permanente flod der normalt løber gennem parken, men som på denne årstid er reduceret til en lille å. På safari i Tarangire i oktober vil du derfor se utroligt mange dyr. Formentlig flere hundrede elefanter, giraffer og zebraer. Det er også nemmere at få øje på kattedyrene i det tørre, korte græs, og i træerne, som nu er helt uden blade.

Oktober er også det bedste tidspunkt at besøge de sydlige parker, Ruaha og Selous.

NOVEMBER - MIDT DECEMBER

November markerer normalt starten på den korte regnperiode (kaldet mvuli) i Tanzania, men dette varierer meget afhængigt af hvilke områder du ønsker at besøge. Generelt er de nordlige parker gode at tage på safari i året rundt, og selv om der falder regn i Serengeti, betyder det også at gnuerne vandrer mod det sydlige Serengeti for at udnytte fugten og græsse på de store sletter.

Tarangire National Park bliver særligt varmt i november, med høj luftfugtighed og regn, så klimaet her kan være lidt ukomfortabelt. Der er stadig masser af dyr, selv om de kan være lidt svære at få øje på da det er meget frodigt her i perioden, og græsset derfor højere. Nu er der masser af vand at finde overalt i parken og også udenfor parken, så dyrene er spredt over et større område, så du vil se færre dyr, end på en safari i september-oktober.

Den korte regnperiode fortsætter normalt lidt ind i december, men varer sjældent måneden ud.

HAR DU SPØRGSMÅL TIL VORES REJSER?

61 70 16 10info@tanzaniatours.dk