Hyæne
Hyænen er kendt for sit karakteristiske grin og komiske udseende. Med den uharmoniske krop med et lavt bagparti og høje skuldre, et stort hoved, store ører og kraftige kæber er den ikke ligefrem nogen skønhed. Den går ofte under kaldenavnet "savannens skraldemand" og har et ry for at være en kujonagtig ådselæder, der ofte stjæler sin mad fra andre rovdyr. I virkeligheden er den et yderst intelligent dyr og en af Afrikas mest effektive jægere. Sympatiske eller ej, så har deres adfærd sikret dem en position, som Afrikas mest udbredte rovdyr og de stortrives på de store, græsklædte savanner i Tanzania.
Der findes tre forskellige arter af hyæner - den brune, den stribede og den plettede hyæne. Plethyænerne er de største og mest udbredte. De har mørkebrune prikker og kan veje op til 85 kg. Det er den eneste art der "griner", noget den bruger til at give udtryk for underkastelse eller ophidselse. Det er sociale dyr der både lever og jager sammen. De adskiller sig også fra de andre hyæner, ved at de oftere dræber sit bytte selv end de spiser ådsler.
Med sit kraftige bid og stærke mavesyre kan hyænerne knuse og spise alt på sit bytte, selv knogler bliver fortæret og nedbrudt. I hyæneflokken er det hunnen der dominerer, og selv den laveste hun i hierarkiet, har en højere plads end den stærkeste han. Lige fra fødslen skal tæverne kæmpe mod sine søskende for sin plads i flokken, da kun én kan overtage morens rang i hierarkiet.
Gnu
Lyden af hundredtusindvis af hove mod jorden, som en gigantisk trommehvirvel der ekkoer gennem luften, er en spektakulær oplevelse man kun kan få under gnuernes store migration i Tanzania. Gnuen er Afrikas mest udbredte pattedyr, og bestanden tæller 1,5 millioner i Serengeti og Masai Mara alene.
De slanke og udholdende dyr har en enestående udholdenhed og kan bevæge sig op til 50 km om dagen. Gnuerne har en tyk kort hals og et smalt hoved, og begge køn har horn, hvor hunnens horn er kortere end hannens. Du kan opleve dem under den årlige migration i Serengeti som må siges at være en af dyrerigets mest spektakulære massevandringer. Gnuerne bevæger sig i enorme flokke på 200.000 - 300.000 dyr, ledsaget af et stort antal gazeller, impalaer, zebraer og andre dyr.
Migrationen foregår hele året, så hvis du vil opleve den, handler det blot om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Kontakt en af vores safari-eksperter, så er du sikker på at få de bedste oplevelser. Et af de helt store højdepunkter foregår fra juli til oktober, i det nordlige Serengeti, når gnuerne krydser Mara-floden, og bliver frit vildt for løver og krokodiller. Et andet højdepunkt er fra januar til marts, når gnuerne kælver i den sydlige del af Serengeti. Det er en vild naturoplevelse at overvære en fødsel, og se hvordan de nyfødte kalve lærer at gå indenfor få minutter. De mange kalve er et let bytte for løver og andre rovdyr, så der er masser af action i den periode.
Vortesvin
Vortesvinet har fået sit navn fra de to vortelignende udvækster på hver side af hovedet som man tror bruges til at beskytte øjnene eller som våben mod andre vortesvin. Det er et Vortesvinet har fået sit navn fra de to vortelignende udvækster, på hver side af hovedet. Man mener at de bruges til at beskytte øjnene, eller som våben mod andre vortesvin. De bruger det meste af deres vågne timer på at lede efter føde. De lever primært af græs og planter, men kan også spise insekter. Om natten gemmer de sig i huler som de entrer med halen først. Deres huler har altid en nødudgang, så de kan snyde indtrængende rovdyr.
Med sin høje maksfart på 50 km/t vælger vortesvin ofte at flygte, når de bliver angrebet af rovdyr. Når det kommer til at forsvare sin familie, er de dog frygtløse, og de kan godt jage en angribende løvinde eller hyæne på flugt. Ofte ses vortesvin lunte fredeligt over savannen, med halen stikkende i vejret, som en antenne.
Vortesvinet har ingen svedkirtler og får det hurtigt varmt. Derfor opholder de sig ofte i nærheden af vandhuller, hvor de med stor entusiasme ruller sig i mudderet for at holde sig nedkølet. De holder normalt til i familiegrupper, men er promiskuøse, og begge køn parrer sig gerne med mere end én partner.
Marabustork
Med dens karakteristiske nøgne hoved, lyserøde halspose og store vinger der ligner en sort kappe, mod det hvide bryst, er marabustorken en let genkendelig figur på savannen. Den har ikke det elegante udtryk som den hvide stork vi nogle gange ser herhjemme, og som er meget udbredt i Tanzania. Til gengæld er marabustorken markant større og bliver op til 130 cm høj. De har et stort kileformet næb, som bliver ved med at vokse hele livet og kan blive op til 30 cm langt.
Udenfor reden er marabustorken ikke-vokal, og hannen bruger derfor sit næb til at lave klapre-lyde for at imponere hunnerne. Marabustorkens fjerløse hals og nøgne hoved har den udviklet, for at kunne stikke sit hoved helt ind i ådslernes maver, uden at få beskidte og klistrede fjer.
Marabustorken er opportunistisk og spiser næsten alt den kommer forbi. Den er selv en dygtig jæger og kan fange både fisk, græshopper, øgler, slanger og fugle, men stjæler også gerne fra andre dyr. Den kan ofte ses i konkurrence med gribbene om retten til et ådsel. Da næbbet ikke er så skarpt, er den ofte afhængig af hjælp fra gribbene, for at flå hul på ådslet.
Grib
Gribben er en stor og effektiv ådselæder, der trives bedst i luften over de åbne savanner, hvor den ikke er truet af andre dyr. Med sit store vingefang på 1,5 - 3 meter kan den bevæge sig over store distancer, i op til 1.500 meters højde, ved hjælp af de opadgående luftstrømme.
I jagten på det næste ådsel bruger de deres skarpe syn, og de ses ofte svæve over savannen i f.eks. Serengeti, hvorfra de holder øje med rovdyrenes jagt. De holder sig også indenfor synsvidde af andre gribbe, for at kunne reagere hurtigt, hvis en anden grib bevæger sig mod et bytte på jorden. Der er derfor stor konkurrence om ådslerne, og det er ikke unormalt at se hundredvis af gribbe kæmpe om maden. Så går det hurtigt, og selv et stort dyr som en bøffel, kan forsvinde på få minutter.
I lighed med marabustorken har gribben en lang, fjerløs hals og et nøgent hoved, som den stikker langt ind i byttet, for at få fat på indvoldene. Den lave pH-værdi i gribbens mave gør at den kan fordøje selv det mest rådne kød og indvolde, uden problemer.
