Vores Pakkeliste

Lad os hjælpe dig med at pakke kufferten

For at sikre at din næste safari med TANZANIA TOURS bliver både behagelig og vellykket, har vi sammen med vores erfarne guider udarbejdet en pakkeliste med det tøj og udstyr, som vi anbefaler at du tager med på rejsen.

Man behøver ikke ligne en storvildtjæger for at tage på safari. Helt almindeligt hverdagstøj kan faktisk gøre det. Du behøver altså ikke gå ud og købe en helt ny garderobe. Det vigtigste er, at du har noget på som du har det komfortabelt i.

 

Pakkeliste til Safari i Tanzania

Tøj

- Bukser i neutrale/naturlige farver i let materiale. Det passer fint med shorts i løbet af dagen. Vi anbefaler at du skifter til lange bukser om aftenen, for at undgå myggestik. Det er meget praktisk at medbringe lange bukser, der kan laves om til shorts.

- Strømper og undertøj. Husk også badetøj hvis du skal bo på lodges med swimmingpool. Det gælder f.eks Planet Lodge, Tarangire Safari Lodge og Ngorongoro Farm House.

- T-shirts, trøjer og skjorter i neutrale/naturlige farver. Det er en god idé at medbringe tynde trøjer som let kan tages af og på, men også varme trøjer til de kølige aftener, f.eks. fleece. Ved Ngorongoro krateret kan der blive ret koldt om morgenen og om aftenen, da det ligger i 2.300 meters højde. Særligt i juli, som er deres køligste periode. Temperaturer omkring 10 grader er ikke unormalt der.

- Undgå gerne blå og sorte farver, som tiltrækker tsetse-fluer. Det er ikke noget stort problem, for fluerne er kun i enkelte områder, men hvis du har udvalget, så vælg afdæmpede farver som sand, grøn og grå.

- Sovepose skal du ikke have med. Vi bruger kun luksustelte, som ofte har samme komfort som et hotelværelse, så der vil være rigtige senge med dyner, puder og sengetøj.

Mod solen

- Solcreme og evt. læbepomade med faktor.

- Gode solbriller.

- Evt. hat med bred skygge, eller en kasket. Under safarien står du i skygge under taget, som skubbes op, så du er ikke så udsat.

Diverse

- Toiletsager. Der er selvfølgelig toiletpapir og håndsæbe alle steder du skal bo. De fleste steder er der også shampoo og shower gel.

- På alle vores hoteller er der håndklæder. De steder der har swimmingpool udleverer også badehåndklæder.

- Pas, visum, sygesikringsbevis og rejsedokumenter. (Vær opmærksom på at dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter hjemrejsedatoen). Pengebælte som ikke tydeligt ses. Tag evt. en kopi af dine vigtige papirer. Herunder pas, kørekort, VISA-kort, forsikring, flybillet samt vigtige telefonnumre. Opbevares et andet sted end selve papirerne. Vi har sendt omkring 10.000 kunder til Tanzania, og ikke en eneste har fået stjålet noget, så risikoen er meget lille, men ting kan jo blive væk.

- Valuta. Vi anbefaler at du tager US Dollars med til hele rejsen. Du kan betale med dollars alle steder i Tanzania, så der er ingen grund til at veksle om til de lokale shillings. Det skal gerne være nye 100 USD og 50 USD sedler, fra år 2010 eller senere, da ældre sedler kan være svære at komme af med. Sørg også for at have mindre dollarsedler med til bl.a. drikkepenge.

- Kamera og ekstra batterier/oplader.

- Adapter til Engelske stik med 3 ben.

- Der er stikkontakter i safaribilen, så du altid kan lade dit kamera eller telefon op.

- Lommelygte eller en pandelampe. Særligt i teltlejrene er det en god idé. På nogle lodges er der generatorer hvor der lukkes for strømmen om aftenen.

- Medicin til eget brug. Snak med din læge omkring behovet for malariatabletter. Det er surt at få ødelagt en feriedag med dårlig mave, så medbring gerne medicin mod forstoppelse og diarré. Hvis du plejer at lide af køresyge, anbefaler vi at du tager køresygepiller med, da man selvfølgelig tilbringer en del tid i safari-bilen, på bumpede veje.

- Myggespray. Autan, som fås på apoteket, er ganske fin. Myggene kommer frem når solen går ned, så her anbefales det at tage lange ærmer på, og spraye med myggespray hvor du har bar hud. Der er myggenet alle steder du skal sove. Tjek gerne indersiden af nettet inden du lægger dig til at sove, hvis en myg skulle have sneget sig med ind. På den måde undgår du de fleste stik, så risikoen for at få malaria er tæt på nul. Vi har sendt omkring 10.000 danskere til Tanzania gennem årene, og ikke en eneste har haft malaria.

- Vådservietter. Kan bruges til at rense evt. sår, eller bare til at vaske hænder med, hvis der ikke er vand i nærheden. Alco-gel er også praktisk at have med, til rensning af hænderne inden måltider.