De bedste strande på Zanzibar

Nordkysten

Zanzibars mest berømte strande er Nungwi og Kendwa, som ligger ved øens nord-spids. Her finder du de bedste bade-forhold, da strandene ikke generes af tidevand, som på østkysten, så du kan bade hele dagen lang. Vandet er rent og klart, sandbunden blød og fin, og havet er altid dejligt varmt. Det bliver bare ikke bedre.

Det er en lang og bred sandstrand, med rent, hvidt sand der er blødt som flormelis. Stranden strækker sig fra Nungwi, der ligger helt oppe på nordspidsen af Zanzibar, og ned til syd for Kendwa, på Zanzibars vestkyst. Du kan gå hele vejen fra Nungwi til Kendwa, hvis du timer det rigtigt. Der er enkelte steder hvor klipper går helt ned til stranden, så man ikke kan passere, når havet står højest.

Både fra Nungwi og Kendwa kan du opleve en fantastisk solnedgang. Kulissen ved The Z Hotel er særligt smuk, så her står folk klar med kameraet, når solen begynder at gå ned bag havet.

Der ligger en del hoteller og restauranter langs stranden, så der er masser af liv og det er nemt at finde et godt sted at spise. Der er også mange forskellige aktiviteter. Naturligvis dykning og snorkling, men også kite-surfing, vandscooter eller en romantisk sejltur i solnedgangen.

Nordkysten er dog det mest turistede sted på Zanzibar. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med Mallorca eller Thailand, men i højsæsonen kan der godt være lige rigeligt med turister. Hvis du foretrækker en roligere strand, og en mere autentisk oplevelse, skal du søge mod øst eller syd. Men hvis du bare vil nyde det dejlige hav, og baden dagen lang, så er Nungwi og Kendwa det helt rigtige for dig.

Vil anbefaler The Z Hotel til par. Det er et rigtig romantisk lille hotel ved Nungwi stranden. Til familier eller større grupper er Royal Zanzibar Beach Resort velegnet. Det ligger ved Kendwa stranden.

 

ØSTKYSTEN

Er du til privat bounty-strand skal du søge mod østkysten, hvor hotellerne ligger mere isoleret end på nordkysten. Strandene er fredelige, og har et mere lokalt præg og en afslappet atmosfære. Der er færre turister, og færre strand-sælgere. Strandene på østkysten er smukkere end i nord, da de er omkranset af høje kokospalmer.

Vi anbefaler strandene på den sydlige del af østkysten, da der efterhånden er mange hoteller længere mod nord. Der dyrkes en del tang ved den nordlige del af østkysten, så ofte skyller der meget tang op på stranden. Der er mere lokalt liv i syd, da der ligger små landsbyer mellem hotellerne på stranden.

På østkysten kan du opleve solen stå op over havet om morgenen. Man skal dog være ualmindeligt morgenfrisk for at nå det, men vi vil anbefale at du bare en enkelt dag stiller uret, og får den flotte solopgang med.

På Zanzibars østkyst trækker havet sig langt tilbage med tidevandet, hvilket gør at der er tidspunkter på dagen, hvor man vanskeligt kan bade. Det kan du dog indrette dig efter og desuden giver det en flot variation og mulighed for at lede efter smukke skaller og konkylier. Det er et flot naturfænomen at overvære, hvordan havet kan stå højt oppe på stranden, og sende små bølger næsten helt op til hotellernes dørtrin, for i løbet af få timer at trække sig flere hundrede meter ud. Det foregår helt stille og roligt og er ikke farligt på nogen måde, men det giver et flot skifte i omgivelserne.

Alle vores udvalgte hoteller har swimmingpool, så du kan altid bade. Og sørger du for at spise frokost, tage et hvil eller måske en lille tur imens havet er ude, går der ikke længe før det er tilbage igen.
Når havet kommer kravlende op mod stranden igen, trækker det alle de små vandpytter med, som har stået og stegt i solen i nogle timer, så vandet er ekstra varmt på det tidspunkt. Som et badekar.

På østkysten anbefaler vi Karafuu Beach Resort. Det er et dejligt sted for familier eller større grupper. Der er masser af plads mellem palmerne på stranden, de har 3 swimmingpools og masser af aktiviteter, og et stort og godt udvalg af mad. Der er ikke så mange restauranter i området, så du vil nok spise de fleste måltider på hotellet. Går du ca. 20 minutter mod syd kommer du til "The Rock". En lille restaurant, der ligger på en meget lille klippe, ud for stranden. Det er god mad og en sjov oplevelse, så du kan overveje at spise frokost der en dag.
På Karafuu har de en badebro, som fører ud til en dejlig lagune, hvor der altid er vand. Så på Karafuu kan du bade i havet hele dagen.

Søger du efter et mindre hotel, vil vi anbefale Pongwe Beach Hotel. Det er rigtig hyggeligt og romantisk. Meget privat, med deres egen lille strand, afgrænset af klipper på hver side.

Rejser du på et lille budget, er The Waterfront Beach Hotel vores absolut bedste bud. Det er et dejligt lille sted med swimmingpool og god stemning, lige ned til stranden ved Paje beach.

Sydkysten - Kizimkazi

Der er ikke mange turister der finder til Zanzibars sydkyst. Det er et lidt overset sted, så der er meget fredeligt. Men også her er der dejlige strande. For at komme ud til strandene ved sydkysten, kører man igennem et stykke frodigt skov. Det giver en flot grøn kulisse, som kontrast til det smukke turkisblå hav.

I dette område anbefaler vi The Residence, som absolut er et af Zanzibars bedste hoteller. Et rigtig flot resort med 66 store, private villaer, alle med egen swimmingpool. Villaerne ligger spredt ud over en smuk tropisk have, lige ned til en dejlig, privat strand.

Det er en god bred strand og da der er ganske få hoteller i området, er der helt roligt, og man møder kun resortets egne gæster.

På sydkysten får du den smukkeste solnedgang, hvor du kan se solen gå ned bag de små øer der ligger ud for stranden. I det fjerne kan du skimte storbyen Dar es Salaam, på Tanzanias fastland.

Ligesom på østkysten er der tidevand, som gør at der er tidspunkter på dagen, hvor vandet har trukket sig så langt ud, at man ikke kan bade. Men skiftet giver en flot variation og via den store badebro på The Residence, kan du altid komme ud og svømme en tur i havet.

Læs mere om det dejlige resort her – The Residence.

Din egen private ø

Hvis du vil prøve noget helt unikt, skal du vælge Chapwani Private Island! Det er en rigtig paradis-ø, med en smuk strand, høje palmer og en lille skov. Øen ligger ud for Zanzibars gamle bydel Stone Town, og det er nemt at sejle på ture ind til byen.

På øen ligger et lille hotel med 11 værelser, deres restaurant og bar, samt en fin swimmingpool. Det er en stor oplevelse at have en lille ø, næsten for sig selv, og det vil helt sikkert give uforglemmelige minder.

Chapwani har en flot og bred strand, der omgiver store dele af øen. Ligesom på Zanzibars østkyst er der tidevand, med markant forskel på høj- og lavvande. Det foregår dog meget stille og roligt, og er selvfølgelig helt ufarligt, men det gør at der er tidspunkter på dagen, hvor vandet er trukket så langt ud, at man ikke kan bade. Det giver så mulighed for at gå lange ture, hvor der før var hav, og finde flotte konkylier og søstjerner. Faktisk kan man gå helt over til nabo-øen.

På Chapwanis østlige side er der dybere, og derfor ikke så berørt af tidevand. Der er et koralrev, så det er et godt sted at snorkle. På øens nordlige spids kan du gå gennem et hul i klipperne, om til din egen lille strand, helt indelukket af klipper til alle sider. Det er et ret godt foto-spot. Meget romantisk.

Læs mere om øen og hoteller her – Chapwani Private Island

STONE TOWN

Vi anbefaler som regel at kombinere et ophold på en af de dejlige strande i nord eller øst, med en nat eller to på et hotel i den gamle bydel Stone Town. Du bør have en aften i byen, for at opleve den spændende kultur, stemningen og den gode mad.

Du kan bo på Tembo Hotel med den bedste beliggenhed i byen, lige ved alle attraktionerne og ud til byens eneste strand, eller på det charmerende Zanzibar Palace Hotel, midt i labyrinten af snævre gader i den gamle bydel. Vil du opleve byen og samtidig bo på et fredeligt hotel, er Chapwani Private Island stedet. Det er en lille privat ø som du har næsten for dig selv, hvorfra du kan sejle til Stone Town på kun 25 minutter.

Stranden ved Stone Town er slet ikke på niveau med øens bedste strande. Men den udmærker sig ved at der er masser af liv, både på stranden og i havet ud for. Fra din liggestol
ved Tembo Hotel, kan du følge med i hvordan fragtskibe tømmes med håndkraft, eller hvordan byens unge mænd konkurrerer med akrobatiske udspring i havet. Du skal ikke vælge Stone Town hvis du vil på badeferie, men hvis du bare vil bruge 2-4 nætter på Zanzibar, og både opleve øens kultur og det lokale liv, men også slappe af på stranden kan det være en god base at have. Du kan sagtens bruge nogle dage på at gå op opdagelse i den gamle bydel Stone Town, og slappe af ved byens strand når det bliver for varmt. Og vil du så opleve en af de gode strande på Zanzibar, kan du tage på en dagstur til nord eller østkysten.

Har du spørgsmål til vores rejser til Zanzibar?

- Så ring til os og få en god snak.

Vi har samlet et team af 7 passionerede Tanzania-eksperter, som sidder klar til at hjælpe dig. Det kan f.eks. være Jakob, som er ejer og direktør i rejsebureauet, og som har rejst rundt i Tanzania mindst 30 gange.

E-mail: info@tanzaniatours.dk

Telefon: 61 70 16 10

Ring til Jakob