Den familievenlige rejse i Tanzania

Den perfekte rejse for børnefamilier

Dette er et eksempel på, hvordan en rigtig god tur for børnefamilier kunne se ud. 
I starter med en god safari, hvor I oplever alt det bedste af Tanzanias fantastiske natur. I kommer helt tæt på dyrene, og der er garanti for at se masser af elefanter, giraffer, zebraer, løver og meget mere. Vi sørger for at sætte ruten sammen, så I undgår alt for meget kørsel på vejene, og I bor på dejlige hoteller undervejs.
I slutter turen med smukke strande og afslapning på Zanzibar.

Jeres safari er et privat arrangement, så der er ikke andre gæster med. Det betyder, at I får det største udbytte af natur og dyr, da guiden hele tiden kan tilpasse ruten til dyrenes bevægelse og til jeres ønsker. Det er jer, der sætter tempoet, og I bestemmer selv, hvornår I vil tage ud på safari og hvornår I vil tilbage på lodgen og slappe af. Denne frihed sikrer, at I får det optimale ud af rejsen, og det er særlig vigtigt, når man rejser med børn.

Vi er eksperter i rejser til Tanzania og har et enormt kendskab til nationalparkerne. I udarbejdelsen af jeres program vil vi tage højde for årstiden, dyrenes placering, bedst mulige rute, økonomien og meget mere, så vi er sikre på, at I får de bedst mulige oplevelser med hjem. Vi skræddersyer alle rejser individuelt, så vi kan lave programmet helt som I vil have det. Har I ønsker til ændringer eller tilføjelser, siger I bare til.

Video - Safari

I Tanzania oplever du en unik og storslået natur og kommer helt tæt på Afrikas dyr

Rejsens indhold

✓ Fly: Danmark - Kilimanjaro - Zanzibar - Danmark

✓ Oplev lokalt liv og kultur med 1 dag i Arusha by

✓ Egen safari-bil med privat guide

✓ 2 dage med safari i Tarangire Nationalpark

✓ 3 dage med safari omkring Ndutu søen ved Serengeti Nationalpark

✓ 1 dag med safari i Ngorongoro krateret

✓ 8 nætter med fuld forplejning på hotel & lodge med høj komfort og den bedste beliggenhed

✓ 5 nætter på børnevenligt beach resort på Zanzibar, med All Inclusive

✓ 1 nat på charmerende hotel i Stone Town, inkl. morgenmad

Dag 1 - Ankomst til Arusha

Der er rutefly flere gange dagligt, både fra København, Billund, Aalborg og Hamborg. Vi laver en søgning på de datoer, I ønsker at rejse på, hvor vi ser på alle muligheder, så vi er sikre på at finde den bedste rute til prisen til jer. I ankommer til Kilimanjaro Lufthavn, hvor I modtages af vores chauffør, som står klar med et skilt med jeres navn på. Han kører jer til lodgen. En tur på en lille time.

Planet Lodge er en hyggelig oase i udkanten af Arusha. Den består af 14 runde hytter, inspireret af masaiernes bomaer. Hver hytte er inddelt i 2 soveværelser. Det er fine værelser med gode senge, bruser og toilet samt terrasse med udsigt til den fredelige have. Det er en smuk tropisk have fyldt med farvestrålende fugle, bananpalmer, papayatræer og granatæbletræer. I haven er en stor swimmingpool, hvorfra man har en fantastisk udsigt til bjerget Mount Meru i baggrunden. Planet Lodge er ejet af vores samarbejdspartner i Tanzania, så vi kan lave en rigtig god pris. Fra Arusha kan vi arrangere forskellige ture, hvor I får et indblik i kulturen og livet i Tanzania. F.eks. med en rundvisning i en lille landsby, hvor I besøger den lokale skole og oplever hvordan de bor og lever. I kan også opleve Kilimanjaro, med en vandretur til første lejr.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 2 - Besøg i landsbyen Ilkiding'a

I dag besøger I landsbyen Ilkiding'a, hvor I får et indblik i den Tanzaniske hverdag. Turen tager ca. 3 timer og det er op til jer, om det skal være formiddag eller eftermiddag. Landsbyen ligger på de frodige skråninger af Mt. Meru, Tanzanias næsthøjeste bjerg, i udkanten af Arusha. Alene køreturen dertil, ca. en halv time ad en hullet grusvej, er en stor oplevelse, særligt hvis det er jeres første rejse til Afrika. I passerer et lokalt marked, som sælger alt fra solmodne eksotiske frugter, til brugte sko.

I ser lokale damer i farvestrålende klæder, komme gående med f.eks. bananklaser på hovedet. Skolebørn i slidte uniformer, motorcykler læsset med et kæmpe læs halm eller med en levende ged på bagagebæreren. I bydes velkommen som gæster i landsbyen. Det er ikke et udstillingsvindue, hvor turister i hobetal glor på de lokale. Det er en autentisk oplevelse, som kan være både sørgelig og livsbekræftende på samme tid.

De fleste i landsbyen er fra Wa-arusha stammen, som er ”moderne” masaier, der har opgivet nomadelivet og er flyttet til byen, men stadig lever efter visse masai-traditioner. I starter med at høre om stammens historie og kultur, og ser hvordan de bor. Derefter vandrer I, sammen med en lokal guide fra landsbyen, gennem små kaffeplantager og opdyrkede marker, og ser hvordan landsbyboerne dyrker majs, bønner, kål og andre afgrøder, med primitive redskaber. Har I mod på en længere gåtur, kan I fortsætte til et udsigtspunkt, med udsigt over Arusha.

Højdepunktet er en rundvisning i den lokale skole, som må siges at være noget af en kontrast til danske skoler. 32 lærere til 1.500 børn, og op til 100 elever pr. klasse. Skolen drives og udvikles med støtte fra turismen og udviklingsfonde. TANZANIA TOURS har bl.a. investeret i skolebænke til 160 elever. Vi opfordrer vores kunder til at medbringe små gaver til eleverne. Det vil uden tvivl være højt værdsat og samtidig en stor oplevelse for giveren.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 3 - Privat safari i Tarangire National Park

I starter jeres safaritur fra Arusha tidligt om morgenen. Hvis I gerne vil starte tidligere, eller måske sove lidt længere den første dag, kan I aftale det med chaufføren dagen før.
I hentes af jeres guide og kører mod Tarangire. Det er en interessant tur gennem byen og forbi travle markeder, hvor der handles med alt fra frisk frugt til levende dyr. Ude af byen kører I gennem kaffeplantager og et smukt landskab, hvor de ikoniske masaier vogter deres kvæg.

Det tager kun 2 timer at køre til den første safari-park I skal besøge, Tarangire nationalpark. Med sin placering mellem lufthavnen og Serengeti, er det et perfekt første stop, så man er hurtigt i gang med safarien. Allerede på denne første dag, har I fin tid til en god safari. I har madpakker med, som I kan spise et sted i naturen.

Om eftermiddagen kører I til lodgen, som ligger inde i parken. Så er det tid til at slappe af ved poolen, eller få en kold drink, imens I nyder udsigt over Tarangire.
Tarangire Safari Lodge ligger højt på en bakketop, med imponerende udsigt over hele nationalparken. Nedenfor flyder Tarangire floden, der er permanent, så der er altid masser af dyr i området. I har derfor en alle tiders udkigspost fra jeres egen terrasse, eller den fælles bar.

Lodgen består af en række charmerende luksustelte. Teltene er forsynet med massivt gulv, gode store senge samt eget toilet og bad med koldt og varmt vand. Der er også swimmingpool på lodgen, så I kan tage et forfriskende dyp, hvis det bliver for varm midt på dagen. Det er en kæmpe oplevelse at sove i luksustelte. Det er meget mere komfortabelt end klassiske telte, men man har stadig den samme fornemmelse af den vilde natur, da man også her kan høre dyrenes lyde om natten.

Tanzania har en meget varierende natur, og ikke to nationalparker er ens. Også Tarangire har sine særlige kendetegn og attraktioner. Her overvældes man af de gigantiske baobabtræer, kæmpe elefantflokke og mere end 550 forskellige fuglearter i alle regnbuens farver. Tarangire er også vært for nogle af de mere sjældne dyrearter som ikke ses i de andre parker, heriblandt den flotte oryx, den lille dik-dik antilope, samt eland, som er den største af alle antiloper.

Lodgen besøges ofte af forskellige fredelige dyr som vortesvin, antiloper og impalaer. Nogle gange endda elefanter. Koncentrationen af dyr, her i Tarangire National Park, overgås kun af Ngorongoro krateret.

Logi og forplejning
Tarangire Safari Lodge (se video fra lodgen her)

Dag 4 - Privat safari i Tarangire National Park

I har en hel dag med safari i Tarangire. Det er helt op til jer hvor meget I vil være på safari. I kan få madpakker med og være af sted hele dagen, eller indlægge en god pause på lodgen, midt på dagen. Tag evt. på tur efter morgenmaden og så tilbage til lodgen for at spise frokost og slappe af ved poolen, inden I tager endnu en safari om eftermiddagen. Dyrene er mest aktive tidlig morgen og sen eftermiddag.

Engang om eftermiddagen fortsætter I videre til næste lodge, som ligger ca. 2 timers kørsel fra Tarangire. Undervejs stopper I ved en bakketop, for at nyde den imponerende udsigt over Lake Manyara. Farm House ligger lige inden I kører ind i det beskyttede område, der huser Ngorongoro krateret og Serengeti. Det er derfor et godt stop, på vejen fra Tarangire, da I således skærer den lange køretur over i to dele.

Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, der er omdannet til lodge, med 52 charmerende værelser. Den ligger i fantastisk smukke omgivelser med udsigt til Ngorongoros højland. Lodgen er bygget op omkring et charmerende hovedhus i kolonistil, der ofte har en stork siddende i det stråtækte tag. Så bliver det vist ikke mere idyllisk?

I deres smukke tropiske have er der en swimmingpool, hvor I kan slappe af, efter en lang dag med safari.

Fra terrassen er der udsigt over deres store nyttehave, hvor de producerer alle de grøntsager der serveres i lodgens restaurant. De har også eget bageri, hønsehus, køer og får, og er dermed stort set selvforsynende. De producerer stadig deres egen kaffe, og I kan få en rundvisning i plantagen, og se hvordan kaffen fremstilles, inden I nyder den på terrassen.

Logi og forplejning
Ngorongoro Farm House (se video fra lodgen her)

Dag 5 - Safari ved Lake Ndutu, Serengeti

Efter morgenmad kører I mod Serengeti nationalpark. I kører først op i Ngorongoro højlandet og stopper ved et udsigtspunkt, med fantastisk udsigt over det enorme krater. Derefter passerer I små kolonier af runde masai-hytter, og ser de farvestrålende masaier i røde og lilla klæder bevogte deres kvæg på sletterne, side om side med de vilde dyr. Masaierne lever i harmoni med naturen, som de altid har gjort, i kæmpe kontrast til det moderne liv. Det er fint at betragte dem fra afstand, men I kan også besøge en masaistamme, hvor I ser dem danse, og får en rundvisning i deres lille lejr og ser hvordan de lever og bor. Det er sjovt at se, men også lidt en turistfælde.

Først på eftermiddagen ankommer I til Ndutu området, som ligger mellem Ngorongoro Conservation Area og Serengeti nationalpark. Området er kendt for sine store flade græssletter, hvor millionvis af gnuer og zebraer har sin årlige vandring efter det friske græs. De har en meget fast cyklus, og de er altid at finde omkring Ndutu søen fra midten af december indtil slutningen af marts. Det er et storslået naturfænomen, så det er absolut her I skal være, på en safari i denne periode. Mange rejsebureauer, der ikke kender Tanzania som vi gør, kører blot gennem dette område, for at komme til Serengeti, og det er en meget stor fejltagelse på denne årstid.

Det er nemlig i denne periode at dyrene kælver. Indenfor få uger kommer ca. en halv million kalve til verden! Det er selvsagt én stor buffet for rovdyrene, så der er rigtig gode chancer for at se en løve eller en gepard jage, eller se en leopard trække sit bytte op i et træ. En fordel ved Ndutu området er også, at guiden her må køre ”off road”, i modsætning til Serengeti, hvor han skal blive på stierne. Så I kommer RIGTIG tæt på dyrene, og den ene store oplevelse afløser den anden. Der er virkelig meget at tage billeder af!

Der er kun 12 telte i den charmerende lille lejr, så det er meget intimt. Det er luksustelte, indrettet med gode store senge og eget bad og toilet, samt terrasse med frit udsyn til savannen. Når gæsterne mødes rundt om bålet om aftenen, midt på savannen, under et imponerende tæppe af glimtende stjerner er atmosfæren helt magisk.

Flokke af gnuer og andre fredelige dyr passerer ofte tæt forbi teltene, og gør oplevelsen unik. Rovdyrene frygter mennesker og holder sig altid på afstand, og så længe I sørger for at lyne teltet om natten, er der ingen farer.

Det er helt afgørende for en vellykket safari, at I bor de rigtige steder, så I undgår spildtid på vejene, og dermed får meget mere ud af jeres safari. Vores hoteller ligger lige dér hvor dyrene er, og så er de rigtig flot placeret, med imponerende udsyn over naturen.

Logi og forplejning
Mbugani Tented Camp

Dag 6 - Safari ved Lake Ndutu, Serengeti

I har en hel dag med safari, som I kan vælge at tilbringe i Ndutu området, eller længere oppe i det centrale Serengeti. Ndutu er en del af Serengetis økosystem. Rent teknisk er Ndutu ikke længere betegnet som nationalpark, da der ikke må leve mennesker i en sådan, så for at give plads til masaierne har man ændret Ndutus status. Naturen er dog den samme, og for dyrene er det ét sted.

Vi anbefaler at I bliver ved Ndutu, da der er langt flere dyr på denne årstid, og I kan bruge tiden på ren safari, da I slipper for en køretur på ca. 2 timer til Serengeti. Men I skal have muligheden for også at opleve det centrale Serengeti hvis I har lyst, nu I er så tæt på. Der vil I opleve den legendariske natur, med uendelige sletter, og der er selvfølgelig også altid masser af dyr.

Uanset hvad I vælger, vil I få en spændende dag, hvor I oplever de store mængder af gnuer og zebraer på tæt hold. I vil også besøge nogle af parkens floder og vandhuller, hvor flodheste og krokodiller holder til. Kig godt efter i træerne, hvor leoparderne ofte gemmer sig. Og i græsset, i skyggen under træerne, som er et yndet sted for løver eller geparder, der hviler efter dagens jagt.

Serengeti (inkl. Ndutu), er nok det mest berømte vildtreservat i verden, hvor der optages mange af de naturfilm, I ser på TV. Parken dækker et areal på 15.000 km², altså ca. en tredjedel af Danmarks størrelse. Den er et af de unikke områder på UNESCOs verdensarvsliste.

I kan få madpakker med, så I kan være afsted hele dagen, eller I kan tage tilbage til lejren og få en god frokost, og holde pause der midt på dagen. Der er ingen begrænsninger og I har jeres egen safari-bil og personlige guide til rådighed, som det passer jer.

Vi har nogle af de dygtigste guider i hele Tanzania. De er meget professionelle og har et enormt kendskab til natur og dyr, som de entusiastisk formidler videre. Det er vigtigt for jeres udbytte af safarien, at guiden er engageret og sætter en ære i, at give jer alle de største naturoplevelser. For vores guider er det ikke bare et job, men deres store lidenskab. Samtidig er det nogle rigtig rare mennesker at være sammen med, og vi hører ofte vores kunder fortælle at de blev gode venner med deres guider under safarien, og stadig kommunikerer med dem flere år efter.

Logi og forplejning
Mbugani Tented Camp

Dag 7 - Safari ved Lake Ndutu - overnat med udsigt over Ngorongoro krateret

I kører fra lejren efter morgenmad og ser på dyr hele formiddagen. I oplever igen den store migration på tætteste hold, og vil formentlig se både fødsler og jagt. I Serengetis økosystem lever det største antal af vilde dyr i hele verden. Her findes bl.a. over 1.5 millioner gnuer, 250.000 zebraer, 10.000 giraffer, 3.000 løver, 1.000 leoparder, og over 500 forskellige fuglearter, så der er rigtig meget at se på!

Her er næsten garanti for at se 4 ud af ”The big 5”; løver, leoparder, elefanter og bøfler. Den sidste, næsehornet, findes også i Serengeti, men da der er ganske få tilbage, skal man være meget heldig. De fleste af vores kunder ser dem dog i Ngorongoro krateret.

Om eftermiddagen kører I til jeres lodge ved kanten af Ngorongoro krateret, for at slappe af og nyde udsigten. Så er I klar til jeres safari i krateret, næste morgen.

Ngorongoro er et helt unikt naturfænomen. Det var engang et kæmpe bjerg, større end Kilimanjaro, indtil det for 3 millioner år siden sprang sig selv i luften. Eksplosionen dækkede hele området omkring Serengeti med aske, og dannede et gigantisk krater på 304 km2.

Fra et udsigtspunkt på toppen af krateret, i 2.300 meters højde, har I den mest fantastiske udsigt. I kan se næsten hele vejen rundt og helt over til den modsatte side af krateret, 19 km. væk, og I kan se ned på bunden af de 600 meter høje skrænter, som omgiver en oase af søer, skov og slette, der er permanent hjemsted for over 30.000 dyr!

Der findes ganske få lodges med udsigt over krateret, og Serena Lodge har nok den bedste beliggenhed af dem alle. Hotellet er bygget af sten fra nærområdet, og designet til at falde i ét med den omgivende natur. Værelserne er fine og servicen høj, men den helt store attraktion er udsigten, som både fra værelserne og fra restauranten er helt exceptionel.

Hvert af de 75 værelser har privat balkon, med den mest fantastiske panoramaudsigt over krateret nedenfor. Ngorongoro Serena Lodge er flere gange kåret til Tanzanias bedste safari lodge ved World Travel Awards.

Logi og forplejning
Ngorongoro Serena Lodge

Dag 8 - Privat safari i Ngorongoro krateret

I dag tager I turen ned i selve krateret. I spiser tidlig morgenmad, så I kan opleve morgenstunden i krateret, som er mest speciel. Både fordi lyset ofte er smukt der, og giver gode billeder, men også fordi I undgår alle de turister, som har valgt at overnatte langt derfra.

Ngorongoro må absolut være verdens bedste safaripark! Naturen er paradisisk smuk, og her findes den største koncentration af vilde dyr i hele verden. Når I kører rundt i det store krater, med de 600 meter høje skranter, vil I se dyr, uanset i hvilken retning i ser. De mange dyr og den unikke natur gør det til en helt særlig oplevelse, at være på safari her. Store elefanter der slentrer majestætisk gennem landskabet, en gruppe hyæner på udkig efter et let bytte, en flok flamingoer der smukt letter over den saltholdige sø.

I disse fantastiske omgivelser lever der flere truede dyrearter. Det mest ikoniske er det sorte næsehorn, som I har størst chance for at se, netop her i krateret, selvom der desværre kun er 25 individer tilbage.

I har madpakker med, så safarien afbrydes kun af en kort frokostpause ved en smuk søbred i krateret. Safarien fortsætter til engang over middag, hvor I kører mod Arusha, for at være fremme inden det bliver mørkt.

Hvis I gerne vil forlænge safari-oplevelsen lidt, og samtidig slippe for en del transport, kan I overnatte tæt ved Ngorongoro, i stedet for at køre tilbage til byen. Denne opgradering giver jer en mere afslappet dag, da I ikke er afhængige af at skulle være tilbage i Arusha inden det bliver mørkt. Den tur tager normalt 5 timer, men der er kun ca. 1 time fra bunden af krateret til Ngorongoro Farm House, som vi anbefaler. Det er også her I skal bo på dag 4.

Ngorongoro Farm House er en gammel kaffefarm, som stadig producerer sin egen kaffe og alle de grøntsager der serveres i lodgens restaurant. I kan få en rundvisning på farmen, og i de omkringliggende marker, og se hvordan de fremstiller kaffen, inden I nyder den i det charmerende hovedhus med stråtag. De har en rigtig flot tropisk have, med swimmingpool.

Standarden her er noget højere end på hotellet i Arusha, og så er maden også inkluderet i prisen. Derfor er det noget dyrere. Kontakt os gerne for en pris på det.

Næste dag kan I så køre direkte til Arusha Lufthavn, som ligger ca. 3 timer fra Farm House, og flyve til Zanzibar. Det giver et roligere og mere overskueligt program, at I ikke skal tilbage til byen, og så er Farm House bare et perfekt sted at slutte safarien. Det er kun prisen, som afholder os fra at bruge det som standard.

Logi og forplejning
Planet Lodge, Arusha (se video fra lodgen her)

Dag 9 - Videre til Zanzibar

I spiser morgenmad på lodgen, inden guiden kører jer til lufthavnen udenfor Arusha. Det er en kort flyvetur på en times tid. Ved ankomst til Zanzibar modtages I af vores chauffør, som står klar udenfor lufthavnen i en fin lyseblå skjorte, og holder et skilt med jeres navn på. Han kører jer til hotellet. Køreturen er selvfølgelig en privat tur, kun for jer, og den tager ca. 1½ time. Vi bruger forholdsvis nye, gode biler med klimaanlæg. I vil blive tilbudt en kold vand undervejs.

Karafuu Beach Resort er vores foretrukne hotel på Zanzibar, til familier. Resortet ligger på østkysten i fantastisk smukke omgivelser, med den palmefyldte hvide sandstrand og det flotte turkisblå Indiske Ocean.

Vi har en rigtig god aftale med dem, særligt på børnerabatten, så det er klart her I får mest for pengene. Vores priser er faktisk bedre end hvis I booker på nettet.

Med deres 3 restauranter, er der et stort udvalgt af både buffet og á la carte, så der er noget for enhver smag. Derfor anbefaler vi, at man vælger en All Inclusive pakke, hvilket vi også kan lave en god pris på.

Karafuu ligger på en stor grund, så der er masser af plads til at slappe af mellem palmerne. Stranden er dejlig fredelig og børnevenlig, med rolige bølger, og Det Indiske Ocean er varmt som et badekar hele året rundt.

Men de har også mange forskellige aktiviteter. F.eks. Har de hele tre swimmingpools. De har også deres eget dykkercenter, der ledes af en kyndig dykkerinstruktør, og de arrangerer både snorkle og dykker-ture, ligesom I kan tage diverse PADI certifikater. På resortet er der også et velværecenter, tennisbaner, petanque, billard, bordtennis og en legeplads til de mindste.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort

Video - Zanzibar

Zanzibar er fyldt med hvide sandstrande omkranset af høje kokospalmer og turkisblåt vand

Dag 10 - Nyd livet på Zanzibar

De har flere forskellige værelsestyper på Karafuu. Vi anbefaler at man som minimum vælger deres Cottage Rooms, som er mellem kategorien. Det er store flotte værelser på 65 m2, med gode store senge, et fint badeværelse, aircondition og egen terrasse med liggesofaer.

Hvis I ønsker en billigere løsning, kan I vælge et Garden room. De er lidt mindre og ligger bagerst på grunden.

Hvis I vil have udsigt til havet, kan I opgradere til en Junior Suite, som ligger foran Cottage Rooms, lige ned til stranden eller forhøjet på en klippe med fantastisk udsigt over havet. Når man nu er på Zanzibar, og bor lige ved stranden, så bør man næsten have udsigten?

Grundlæggende er halvpension med i opholdet, men vi anbefaler at man opgraderer til ”all inclusive”, så alle måltider og drikkevarer er gratis under hele opholdet. I får mest for pengene ved at bestille All Inclusive hjemmefra, og der er kun få restauranter i nærheden, så I vil formentlig spise alle måltider på Karafuu alligevel.

I hovedrestauranten serverer de buffet. Om morgenen er der et stort udvalg, med diverse brød, pålæg og frisk eksotisk frugt. Der er altid pølser og bacon, og kokke står klar til at stege dit æg som du vil have det.

De har en italienske restaurant med pizza og pasta. Den ligger ved den ene swimmingpool. Ved den anden pool er der en á la carte restaurant, med lette retter som sandwich og burger. Om aftenen kan man også spise i en restaurant med havudsigt, hvor de serverer Sea Food á la carte.

Til aften er der igen en stor buffet i hovedrestauranten. Menuens tema skifter hver aften. Det kan være Sea Food, internationalt køkken, italiensk eller swahili-tema som serveres udendørs, med bål og masai-dans.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort

Dag 11 - Nyd livet på Zanzibar

Vi er meget bevidste om hvordan vores rejser påvirker miljøet. Vi kompenserer ved at plante træer i Tanzania og hele vores egenkapital er investeret i grønne firmaer. Solenergi, vindenergi, og firmaer der indfanger Co2 fra luften, eller omdanner plastaffald til biobrændsel. Vi forsøger også at vælge hoteller som er miljø-venlige, eller påvirke de hoteller vi arbejder sammen med, til at blive det.

Efter pres fra os, har Karafuu valgt at droppe engangs plastikflasker, og indført glasflasker, som de selv fylder med renset vand. Et hotel på Karafuus størrelse kan ellers bruge titusindvis af plastikflasker hvert år. Vi håber, at I ser fornuften i det nye tiltag og vil støtte os i at minimere forbruget af plastikflasker. Det er 100% sikkert at drikke det vand I bliver tilbudt i glasflasker. Vandet er lige så rent som det I drikker derhjemme. Det pumpes op fra grundvandet, og kommer igennem et kompliceret system, hvor det først filtreres meget fint og derefter påvirkes med UV og andre metoder, som rengør vandet og dræber bakterier. I må dog ikke drikke vandet i hanen. Det kommer fra en anden kilde og er ikke renset på samme måde.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort

Dag 12 - Nyd livet på Zanzibar

Slap af på stranden ved det dejlige Indiske Ocean, og nyd de smukke omgivelser. Der er tidevand på Zanzibars østkyst, så der vil være tidspunkter på dagen hvor vandet trækker sig så langt ud, at I ikke kan bade direkte fra stranden.

Men på Karafuu er det intet problem. Her har de støbt en sti i vandet, så I kan gå ud til en lagune, hvor der altid er dejligt at bade, med meget roligt hav. Når tidevandet kommer ind igen, og tager det vand med, som har ligget i små vandpytter og varmet op, bliver havet ekstra varmt, nærmest som et badekar.

På Karafuu har de også tre store swimmingpools. Den ene ligger foran restauranten, med flot havudsigt. Her er en poolbar, hvor I kan sidde på marmorstole i vandet og nyde en drink. Det er her der er mest liv, med musik, og forskellige aktiviteter i løbet af dagen. Der er også gode liggestole med bløde madrasser og en romantisk gyngesofa med havudsigt.

Hvis I foretrækker et roligere område, vil vi anbefale de to andre pools, der ligger i det fredelige område bagerst på grunden. Særligt Pondeni poolen synes vi er dejlig. Der har de også er en restaurant og poolbar, og ved siden af poolen er der en lille legeplads til de mindste.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort

Dag 13 - Nyd livet på Zanzibar

Det er fantastisk at snorkle ved koralrevene ud for Zanzibar. I kan godt snorkle direkte fra stranden, men der er meget mere at se, hvis I tager med en båd længere ud, til et af de gode koralrev, hvor der er fyldt med fisk, og hvor I kan være heldige at se skildpadder. Det er oplagt at vælge Karafuu hvis I vil snorkle eller dykke. De har nemlig deres eget PADI dykkercenter, med kyndige instruktører, og et stort udvalg af udstyr til leje. I kan tage alt fra begynder, til mere avancerede kurser. Sig endeligt til, hvis vi skal sende information om diverse kurser og ture.

Der er også mulighed for at tage på forskellige ture omkring på øen. I kan f.eks. få en rundvisning i en krydderiplantage, eller tage en tur til den gamle bydel Stone Town og se jer omkring i de snævre gader, og besøge markedet. Det giver god mening at besøge Jozani regnskoven, på vej til eller fra Karafuu, da man kører lige forbi alligevel.
Vi hjælper gerne med at arrangere jeres ture på øen.

I kan læse om 8 ting vi anbefaler at man oplever på Zanzibar her: Aktiviteter på Zanzibar.

Logi og forplejning
Karafuu Beach Resort

Dag 14 - Oplev lokalt liv og kultur på Zanzibar

I hentes igen af vores chauffør som bringer jer til et andet hotel. Tembo House Hotel har den suverænt bedste placering, af alle hotellerne i byen. Det ligger lige ned til byens lille strand, men stadig midt i den hyggelige, gamle bydel Stone Town, tæt på alle attraktioner.

Tembo er det eneste hotel i byen, der ligger lige ned til stranden. De har også en fin pool. Tembo House er en charmerende gammel bygning, der indtil 1884 fungerede som det Amerikanske konsulat. Huset er flot restaureret med respekt for historien, og overalt på hotellet findes antikke møbler og kunst. Værelserne er indrettet i lokal swahili-stil med træudskårne møbler og en kæmpe seng. Badet minder om et Hammam, med fine klinker og badekar/bruser.

Til familier forsøger vi altid at få plads i deres store familieværelse, hvor der er god plads til selv en stor familie. Værelset er indrettet med 3 dobbeltsenge og har den bedste placering på hotellet, med en flot havudsigt og en kæmpe balkon, lige ud til stranden.

Fra Tembo Hotel kan I trygt se jer omkring i byen på egen hånd, og shoppe i de små boder på det lokale marked. Men vi anbefaler, at I starter med at få en privat rundvisning med en lokal guide, hvor I lærer om øens farverige og barske historie. Turen tager 2-3 timer, og I ser alle byens vigtigste bygninger og attraktioner, som det gamle slavemarked, det gamle fort og House of Wonders. Der vil også være tid til at shoppe på markedet, eller i de mange små butikker, i det labyrintiske system af gader. På sådan en tur, bliver I også bedre til, at finde rundt på egen hånd.

I kan godt spise på Tembo Hotel, men menuen er ikke så spændende, og de serverer kun alkoholfrie drikkevarer. Vi anbefaler at man prøver en af de mange gode restauranter i nærheden af hotellet. Kontakt os gerne for vores anbefalinger.

I bør også besøge madmarkedet om aftenen. Her står kokke i lange rækker og griller fisk og skaldyr, steger specielle Zanzibar-pizzaer, og presser sukkerrør til en lækker drink med ingefær og lime. I baggrunden går solen ned bag havet, mens byens unge drenge konkurrerer i akrobatiske udspring fra havnekajen.

Logi og forplejning
Tembo Hotel

Dag 15 - Hjemrejse fra Zanzibar

I har en sidste dag til at slappe af ved hotellet eller se jer omkring i den gamle bydel. Hvis I vil være sikre på at have et værelse hele eftermiddagen, kan vi reservere det indtil kl. 15.30. Det koster dog halvdelen af den normale værelsespris.

Om eftermiddagen bliver I hentet af vores chauffør og kørt til Zanzibar Lufthavn for at vende snuden mod Danmark.

Logi og forplejning
På flyet

Priser pr. person

Da vi skræddersyr alle vores rejser, til hver enkelt kunde, er det svært at sige præcist hvad rejsen vil koste for dig. Prisen afhænger nemlig af, hvor mange I er, hvornår I vil rejse og om vi skal tilføje eller ændre noget, for at lave rejsen helt som I vil have den. Derfor er dette blot estimerede priser.

Antal personer
jan - feb
mar - juni
juli - okt
nov. - dec. jul/nytår
2 pers. fra 38.200 kr. fra 35.400 kr. fra 38.500 kr. fra 38.800 kr. fra 49.500 kr.
3-5 pers. fra 31.900 kr. fra 29.300 kr. fra 32.200 kr. fra 32.500 kr. fra 42.800 kr.
6-7 pers. fra 30.000 kr. fra 27.300 kr. fra 30.000 kr. fra 30.300 kr. fra 39.900 kr.
8+ pers. fra 30.100 kr. fra 27.700 kr.

fra 30.400 kr.

fra 30.600 kr. fra 40.200 kr.

Børnerabat

Vi laver kun rejser til Tanzania og har nogle gode aftaler med hotellerne. Derfor kan vi selvfølgelig også tilbyde en god børnerabat, for børn helt op til 16 år. Jo yngre barnet er, jo bedre rabat kan vi lave. Kontakt os meget gerne, så vil vi lave et godt tilbud til jer, på den ønskede rejse.

Dette er blot et forslag til hvordan jeres rejse kunne se ud. Den kan forkortes eller forlænges og indholdet kan ændres efter behov. Vi skræddersyr alle vores rejser, så har I andre ønsker kan I bare sige til.

Har du spørgsmål til Den familievenlige rejse i Tanzania?

- Så ring til os og få en god snak.

Vi har samlet et team af 7 passionerede Tanzania-eksperter, som sidder klar til at hjælpe dig. Det kan f.eks. være Jakob, som er ejer og direktør i rejsebureauet, og som har rejst rundt i Tanzania mindst 30 gange.

E-mail: info@tanzaniatours.dk

Telefon: 61 70 16 10

Ring til Jakob